Derfor valgte Daloon-arving at sælge til hollændere

Efter 55 år som selvstændig virksomhed er Nyborg-baserede Daloon blevet solgt til den hollandske fødevarevirksomhed, Izico. Daloons administrerende direktør, Hemming Van, har et godt indtryk af de nye ejere, der vil udvikle virksomheden.

Foto: Sonny Munk Carlsen. Daloons administrerende direktør, Hemming Van.
Læs mere
Fold sammen

De ligger godt i maven, lød fra Sai-chiu Van på sit uperfekte dansk, da han i de ikoniske 90er-reklamer for Daloon-forårsruller reklamerede for den sprøde færdigret, der med ét bragte den asiatiske spise ud i fryserne hos danskere landet over

Og det er ligeledes med en god følelse i maven, at Hemming Van, søn af San-chiu Van og nuværende direktør for Daloon, det seneste år har forhandlet et salg på plads af den danske fødevarevirksomhed, der har eksisteret siden 1960.

Tirsdag meddelte Daloon således, at virksomheden er blevet solgt til den hollandske fødevarevirksomhed Izico. Hemming Van træder samtidig af som administrerende direktør, og han medgiver, at han står med blandede følelser.

»Det er selvfølgelig noget mærkelig noget, at en virksomhed, der har været en stor del af min tilværelse, og som jeg har tilbragt de seneste godt 30 år i, pludselig bliver solgt,« siger Hemming Van.

»Men der er også en rationel side, der ser på, hvordan fødevarebranchen har udviklet sig - specielt på producentsiden. Det er over årene blevet vanskeligere at drive en rentabel fødevarevirksomhed med det pres, der på priserne,« siger Hemming Van.

Han kalder det af samme grund »naturligt«, at producenterne samler sig og bliver større.

Daloon A/S, der har sit hovedsæde i Nyborg, har ifølge Hemming Van igennem længere tid været omsværmet af udenlandske købere, der viste interesse for de ukronede konger af dansk forårsrulleproduktion. Trods flere effektiviseringsprocesser har virksomheden haft vanskeligt ved at sænke omkostningerne tilstrækkeligt på produktionssiden, og Daloon har præsteret et underskud de seneste tre år. Og da Izico meldte sig på banen sidste år, tog tingene fart.

»Jeg kunne godt lide de planer, de lagde på bordet. Vi ville få en rolle i deres plan om at forsøge en internationalisering af deres egen virksomhed. Det kunne jeg godt se det logiske og fornuftige i. Da kemierne samtidig passede, er det derfor, vi er landet her i dag,« siger Hemming Van.

»De har hele tiden sendt de signaler, at virksomheden skal udvikles og ikke afvikles. De er stærke i benelux-landene, mens vi er i stærke i Skandinavien, så det ville ikke være oplagt, hvis man lukkede en fabrik og sammenkørte det, og det er heller ikke det, Izico har talt om undervejs.«

I starten af januar ventes de sidste detaljer at være faldet på plads, og såfremt konkurrencemyndighederne godkender handlen, vil den 60-årige direktør i starten af januar have sidste arbejdsdag i den familievirksomhed, hans afdøde far grundlagde for 55 år siden.

»Puha ja...Det bliver en spøjs dag. Men jeg tror, jeg kommer igennem, og jeg tror også, at medarbejderne kommer igennem,« siger han.

Hemming Van forventer i fremtiden at dedikere sine vågne timer til en anden fødevarevirksomhed, Easyfood i Kolding, som han har en ejerandel i det, mens han også har en række bestyrelsesposter, han skal fortsat skal varetage.