Derfor fyrer Saxo Bank 50: Færre ansatte giver flere investeringer

Saxo Bank har sagt farvel til 50 medarbejdere, heraf 31 i Danmark. Det sker for at øge bankens fleksibilitet, forklarer finansdirektøren.

Foto: THOMAS SAMSON

Da den danske investeringsbank Saxo Bank onsdag afskedigede 50 personer globalt – heraf 31 ansatte i Danmark – handlede det hverken om midteuropæiske valutaer eller storpolitiske spøgelser. Årsagen er derimod, at færgen Saxo Bank skal være lidt lettere at styre. Det forklarer firmaets finansdirektør, Steen Blaafalk, til Berlingske Business:

»Vi føler, at vi kan reducere lidt på medarbejderstaben, fordi vi har gennemført nogle effektiviseringer og digitaliseret nogle processer. Ansatte er en fast omkostning, der sjældent er særlig adræt. Så vi tager lidt af vores faste udgifter ud på den her måde, så vi har mulighed for at geninvestere pengene mere fleksibelt,« siger Steen Blaafalk og fortsætter:

»Det betyder desværre, at vi er nødt til at sige farvel til nogle gode kollegaer. Men det, vi så til gengæld kan investere i, er eksempelvis vores IT-udvikling. Der kan vi måske lave nogle projektansættelser, der typisk er tidsbegrænset,« siger finansdirektøren og nævner markedsføring som et andet sted, Saxo Bank kunne bruge de midler, de 50 fyringer frigiver.

Hverken Trump, Putin eller schweizerfranc ligger bag

Til gengæld afviser Saxo Banks finansdirektør, at de 50 fyringer har noget at gøre med bankens verserende retssager i den såkaldte schweizerfranc-sag, hvor en række kunder tabte penge, da den schweiziske centralbank ophævede sin fastkurspolitik overfor euroen:

»Det har intet med den sag at gøre. Intet. Vi har – indtil videre – taget vores tab på det. Det er en helt anden historie.«

Af halvårsregnskabet for 2016, som er Saxo Banks seneste offentliggjorte regnskab, fremgår det desuden, at banken forventer, at den globale økonomi kan stå over for tumult i de kommende år. Men hverken Vladimir Putin, Donald Trump eller Brexit betyder umiddelbart, at Saxo Bank-ansatte skal frygte for deres job.

»Jeg forventer ikke, at de geopolitiske ændringer kommer til at have en betydning. Vi kiggede nærmere imod det lave og negative rentemiljø, der i hvert fald ikke ser ud til at ændre sig i Europa,« fortæller Steen Blaafalk og fortsætter:

»Men så længe der er volatilitet i markederne og en bare nogenlunde fornuftig risikovurdering blandt investorerne, så vil det gavne Saxo Bank. Så vi sidder ikke og overvejer personalesammensætning af den grund.«

Tre procent af de ansatte opsagt

Med de 50 fyringer siger Saxo Bank farvel til cirka tre procent af dens medarbejderstab, der nu består af 1.530 ansatte. Lidt større er andelen af firmaets danske medarbejdere, der nu er fortid i Saxo Bank. De 31, der onsdag blev fyret, udgjorde i runde tal fire procent af alle Saxo Bank-folk i Danmark. Men det er ikke en særlig gruppe, som Saxo Bank har valgt at sige farvel til.

»Vi har 1.500 ansatte og 20 kontorer globalt. Det er ikke en bestemt type medarbejder – hverken geografisk eller funktionmæssigt – vi taler om,« siger Saxo Banks finansdirektør, Steen Blaafalk.

Det er ikke første gang, at Saxo Bank fyrer et større antal ansatte. I 2008 sagde investeringsbanken farvel til cirka hver tredje medarbejder i Danmark, og fire år senere stod der så igen fyringsrunde på tapetet i Saxo Banks hovedsæde i Hellerup. Da var det knap hver femte ansat globalt set, der blev sendt ud.

Saxo Bank, der blev grundlagt i 1992, havde ved årtusindeårsskiftet cirka 50 ansatte. Siden har banken dog udvidet gevaldigt på medarbejderfronten. I 2005 hentede 239 således deres lønseddel i Saxo Bank, mens der var sket nærved en firedobling i 2008. I de første år efter finanskrisen røg medarbejderantallet under 1000, men siden 2011 har der været mellem 1.350-1.550 ansatte.