Derfor fyrer Maersk Line: Kæmper for sin førerposition i negativt fragtmarked

Udviklingen på fragtmarkederne har udviklet sig markant værre, end Maersk Line havde forestillet sig for blot et halv år siden. Nu indordner rederiet sig under det nye regime ved at droppe optioner på nye skibe og ved at gennemføre en større spareplan.

Foto: ALEX LEE.
Læs mere
Fold sammen

Verdens største containerrederi, Maersk Line, skal - om ikke vende en Triple E - så holde en containerskibsflåde på mere end 600 fartøjer i strammere tøjler, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at bevare sin position som førende og overskudgivende rederi.

Og det er noget af en kunst, fordi udviklingen på søfragtmarkedet har udviklet sig markant værre end forudset for bare en halvt år siden.

Derfor annoncerede Maersk Line onsdag, at man dropper udnyttelsen af optionen på seks af de kæmpestore Triple E-containerskibe og to containerfeederfartøjer, og at man udskyder udnyttelsen af optionen på yderligere otte store containerskibe.

»Vi reagerer bare på, at markedets efterspørgsel er betydelig svagere, end  vi ventede bare for et halvt år siden, og derfor har vi ikke brug for at investere så meget i ny kapacitet for at opfylde vores vækstambition,« sagde Maersk Lines topchef Søren Skou onsdag på en telekonference.

Ambitionen er at vokse mindst på niveau med markedet, sådan at Maersk Line bevarer sin førerposition blandt verdens containerrederier.

»Jeg vil godt understrege, at vi tror, at vi er i en stærk position, og at vi er meget konkurrencedygtige, og at vi har evnen til at vokse profitabelt, selvom markedet er vanskeligt,« tilføjer han.

Det er først og fremmest den økonomiske stilstand i Kina, der gør ondt på containerrederierne.

»Et antal markeder har skuffet med meget lavere efterspørgsel end forventet i år, og det er først og fremmest trafikken fra Asien til Europa, som har haft negativ vækst. Europæerne har importeret mindre i år fra Asien end sidste år, og det var helt ærligt en overraskelse i betragtning af den lettere positive undertone i den europæiske økonomi« siger Søren Skou.

Jens Chr. Hansen kommenterer Mærsks opbremsning

 

Han vurderer, at europæernes svage efterspørgsel på varer fra Asien hænger sammen med, at vi indtil videre tager af varelagrene, hvilket selvfølgelig ikke kan fortsætte.

Men så er der en anden kæmpe udfordring, nemlig råvaremarkedet, som er negativt påvirket af den tilbageholdende efterspørgsel fra kineserne. Og det påvirker igen de vestafrikanske og sydamerikanske fragtruter negativt.

»Vi tror, at vi har mulighed for at forbedre udnyttelsen af vores nuværende rutenet, så vi kan øge volumen på de nuværende ruter uden at øge kapaciteten. Hvis vi kan øge volumen uden at tilføre ny kapacitet, så hjælper det selvfølgelig en masse på bundlinjen,« siger Søren Skou.

Den vigende efterspørgsel på fragtydelser og de deraf følgende lavere fragtrater får nu Maersk Line til at sætte skub i effektiviseringerne.

For nylig nedjusterede Maersk Line sine indtjeningsforventninger for 2015 med fire milliarder kr., og onsdag  var ledelsen så klar med en plan for, hvordan organisationen skal tilpasses de nye markedsvilkår.

I løbet af de næste to år, vil Maersk Line reducere sine årlige salgs- og administrationsomkostninger med 250 mio. dollar (1,7 milliarder kr.), startende med 150 mio. dollar (én milliard kr.)  i 2016. Det skal blandt andet ske ved, at rederiet indtil udgangen af 2017 skal have reduceret medarbejderstaben med mindst 4.000 af de nuværende 27.000 landbaserede ansatte rundt om i verden.

En del af deres arbejde erstattes af nye digitale løsninger for kunderne, som altså i videre udstrækningen skal benytte sig af selvbetjening for at holde omkostningsniveauet i ave.