Derfor fik Nokia aldrig succes med sit eget styresystem

Intern rivalisering, tungt bureaukrati og en forfejlet alliance med Intel som chipleverandør var skyld i, at Nokias satsning på open source-platformen Maemo og Meego gik galt.

Foto: SPENCER PLATT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skulle have været Nokias nye styresystem og bringe den finske kæmpe tilbage i konkurrencen med Android og iPhone. Men udviklingen af først Maemo og siden Meego gik galt og tog alt for lang tid, skriver Version2.

Det fik den nye topchef hos Nokia, Stephen Elop, til at stoppe projektet og i stedet satse på Windows Phone fra Microsoft. Kun én Meego-telefon, Nokia N9, kom nogensinde på gaden.  

Hvordan gik det til, at Nokia forspildte denne chance? Det har en finsk teknologi-journalist boret i, og ud fra interviews med blandt andet ti insiderkilder har han stykket historien sammen om Maemo og Meego.  

Artiklen på Taskumuro.com begynder med et i Nokia-sammenhæng lillebitte team, som fik lov at udvikle et open source-styresystem til telefonerne, men kun havde få resurser. Holdet fik udviklet flere modeller fra 2005 og frem, og N810 kunne have været den første Maemo-telefon, da den blev lanceret i slutningen af 2007. Men hos Nokias enorme Symbian-division brød man sig ikke om konkurrencen fra Maemo, så N810 fik - af rent politiske grunde - ikke telefonfunktion, men var ’kun’ en lille lommecomputer.  

I stedet blev N900 fra slutningen af 2009 den første Maemo-telefon, men kort efter, den blev lanceret, indgik Nokia en alliance med Intel, som havde arbejdet på mobilplatformen Moblin (Mobile Linux). For at få større gennemslagskraft valgte Nokia at smelte Maemo sammen med Moblin, under navnet Meego, men det sløvede kun udviklingsarbejdet yderligere ned.  

Dårlig ledelse og ingen kommunikation 



I løbet af 2009 var Maemo nemlig blevet udnævnt til at blive afløseren for Symbian, der begyndte at vise alderstegn og ikke var bygget til ren touchscreen-brug. Derfor fik Maemo-afdelingen tilført store mængder resurser og medarbejdere, men ikke på en særlig organiseret måde. De blev nærmest kastet ind med en skovl, så en del af de ansatte havde svært ved at gennemskue, hvad deres opgave egentligt var, på trods af mange chefer og organisationslag.

Kommunikationen mellem forskellige afdelinger var dårlig, fordi der ikke var tilstrækkelig overordnet ledelse. For eksempel blev alle de fejl, man måtte kæmpe imod i udviklingen af Maemo 5, gentaget med Maemo 6. 

Med Meego skulle den tunge Nokia-organisation nu samarbejde med Intels Meego-folk, og det gjorde ikke arbejdet lettere eller hurtigere, lyder vurderingen i artiklen. Og der var en udbredt mangel på kvalificeret ledelse, i takt med at organisationen voksede i lyntempo. Der blev skiftet retning mange gange, og ingen havde det gyldne overblik. Det førte for eksempel til problemer med brugergrænsefladen for Maemo og Meego. Der blev udviklet tre fuldstændige brugergrænseflader i løbet af to år, uden at det stod klart, hvilke slags telefoner de skulle kunne bruges på. Samtidigt var der problemer med de udviklingsværktøjer, der fulgte med købet af Trolltech og Qt-frameworket.  

Alle disse problemer hjalp ikke på udgivelsen af nye Maemo- og Meego-telefoner, og planen om at have en telefon klar i første halvår af 2010 måtte droppes. I stedet blev hardwaren til den droppede telefon med kodenavnet Columbus brugt i Symbian-modellen N8, som kom i april 2010.

Producerede 92.000 telefoner og gav dem væk 


Næste forsøg var en Meego-telefon med kodenavnet Dali, men her trak Nokia også i nødbremsen, da man mente, at telefonen ville være teknisk forældet for hurtigt. På det tidspunkt var der allerede produceret 92.000 styk af telefonen, som endte med at få navnet N950 og blive delt ud til udviklere. Modellen ligner den senere N9, men rummer også et fysisk tastatur. I stedet endte Nokia N9 med at blive den eneste Meego-telefon, som nogensinde kom på markedet. Det skete i efteråret 2011, hvor Stephen Elop havde besluttet at skifte til Windows Phone, og Meego-afdelingen blev derfor overflødig. 

Mange Meego-udviklere og chefen for Meego-softwareudvikling forlod Nokia få dage efter lanceringen af N9. Der var også en anden telefon undervejs, en opdateret version af N950, men den blev stoppet efter skiftet til Windows Phone og nåede aldrig at få et officielt modelnavn. Stephen Elop så det amerikanske marked som helt nødvendigt, mens hans forgænger ikke havde gjort sig store anstrengelser i USA, og Nokias markedsandel derfor var faldet til småbidder. 

Da Meego-samarbejdet med Intel betød, at der ikke var lagt op til Meego-telefoner i mellemprislejet, og der heller ikke var LTE-understøttelse på vej i nogen nær fremtid, ville Meego-telefoner være svære at få de amerikanske teleselskaber til at sælge. Sammen med de forsinkelser og problemer, der var med Meego-udviklingen, fik det Stephen Elop til at opgive Meego og satse på Microsofts styresystem i stedet.  

Meego var heller ikke blevet afsat til andre mobilproducenter, som frygtede, at Nokia ville dominere udviklingen af platformen fuldstændigt. Dermed ville det være op til Nokia selv at skabe et økosystem, som kunne konkurrere med de store mængder applikationer, der fandtes til iOS og Android.

Deltag i debatten på Version2.