Derfor er krisen i landbruget så smertefuld for bankerne

Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var lys forude for landmændene og deres hårdtprøvede långivere, der har hundredvis af milliarder ude at svømme i landbruget. Men det holdt kun, indtil landmændene blev ramt på begge sider af hovedet. For nu står erhvervet igen i en livstruende krise, der denne gang rammer bredt. Priserne på svinekød presset pga. Ukraine-krisen, mælkeprisen er trykket i bund pga. faldende efterspørgsel i Kina, og kornpriserne er presset. Selv de ellers så forgyldte minkavlere har oplevet store prisfald på skind.

Det betyder, at mange landmænd har svært ved at tjene penge og servicere deres gæld, hvad der uværgeligt vil betyde nye tab og nedskrivninger i bankerne. Man kan dog argumentere for, at det er bankernes egen skyld. For da det buldrede frem før krisen, hældte bankdirektørerne benzin på bålet i stedet for at gå mere konservativt til værdifastsættelsen af landbrugsjord. Resultatet blev en boble i priserne på landbrugs­jord, og den øger risikoen for nye tab, som i sidste ende kan blive store nok til at vælte de svageste banker.

Op til krisen belånte landmændene en hektar landbrugsjord med op til 225.000 kr. pr. hektar (300.000 kr. for den fede jord på Lolland). I dag er prisen faldet til ca. 150.000 kr. pr. hektar. Samlet anslås det, at der har der været et fald i jordpriserne på ca. 35 pct. fra 2009 til 2011. Får krisen også jordpriserne til at falde yderligere, er mareridtet fuldendt. Så venter milliard­nedskrivninger i bankerne ført frem af et strengt finanstilsyn. Godt ser det ikke ud, for der er heller ikke i dag for alvor kommet gang i handlen med landbrugsjord. Værst er det for de banker og landmænd, der belånte ejendomme, da priserne toppede. Det er her, at der er størst forskel på gæld og landmandens værdier.

Fortsætter de lave afregningspriser, eller falder de yderligere, må banken og/eller landmanden før eller siden erkende, at spillet er tabt, og så må man sælge eller afvikle bedriften. Banken vil så sidde tilbage med størstedelen af tabet, da det næppe er muligt at få flere penge ud af en landmand, som har tabt alt. Realkreditten sidder lidt mere trygt med bedre pant.

Det er mere en langstrakt dødsdans end en proces, der sker hurtigt. Der har været tradition for, at bankerne har holdt landmændene i live i håb om bedre tider, fordi det er mere end vanskeligt at sælge en krise­ramt gård videre.

Bemærk venligst, at banker og landbrug allerede nu taler om, at nedturen i afregningspriser er forbigående. I så fald vil krisen være en længere svedetur for både landmænd og bankdirektører – og en chance for at landbrugets nye topprofil, den tidligere socialdemokratiske justits­minister Karen Hækkerup, får lov til at vise, hvad hun duer til, og får nye og bedre rammevilkår igennem for landmændene – og til de långivere, der holder dem i live.