Derfor er der brug for at reformere Kammeradvokaten
Regeringen står med en enestående mulighed for at modernisere statens tilgang til juridisk rådgivning. Otte advokater fremkommer her med deres argumenter.

Regeringen står med en enestående mulighed for at modernisere statens tilgang til juridisk rådgivning. Otte advokater fremkommer her med deres argumenter.

Ekspertgruppen, der blev nedsat for at undersøge kammeradvokatordningen, leverede i begyndelsen af måneden en række anbefalinger: Afskaffelse af kammeradvokattitlen, hjemtagning af visse juridiske opgaver og konkurrenceudsættelse af statens juridiske rådgivning. Beslutningen, der nu ligger hos regeringen, kan få vidtrækkende konsekvenser for, hvordan staten fremover sikrer adgang til kvalificeret juridisk bistand.
Beslutningen er ikke blot en administrativ øvelse, men en mulighed for at modernisere et system, der har eksisteret uændret i næsten 90 år. Statens advokat er blevet Nordens største advokatfirma. Det politiske spørgsmål er, hvorvidt det stadig er hensigtsmæssigt i en tid, hvor konkurrence og fleksibilitet er nøgleord i statens indkøbspolitik.