Der skal lukkes butikker for at redde Fona

Fonas bagland har halvanden uge til at komme op med en gangbar redningsplan for den konkurstruede danske elektronikvirksomhed. Det kan meget vel betyde butikslukninger, lyder det nu fra en af de ansvarshavende advokater bag rekonstruktionen.

Foto: Linda Kastrup. Fona går i betalingsstandsning efter priskrigFona har meddelt sine kreditorer, at de må vente med at få deres penge. Imens er selskabet truet af lukning. Arkivfoto: Black Friday i Fona på Strøget i København fredag d. 27 november 2015. Black Friday, her fra Fona på Strøget.
Læs mere
Fold sammen

»Vi arbejder på en model, hvor man ’downsizer’ virksomheden og viderefører den med færre butikker.«

Sådan siger Ole Borch, advokat og partner i Bech-Bruun, da Berlingske Business fanger ham for at få en status på den verserende rekonstruktion af Fona. Sammen med Pernille Bigaard fra Plesner forsøger han at klinke skårene hos den slagne elektroniktraver, der tidligere på måneden gik i betalingsstandsning.

»Jeg kan ikke sige så meget, men vi udsender en kreditorinformation torsdag,« lyder det kortfattet fra Ole Borch, der dog fortæller, at adskillige mulige investorer har meldt sig på banen.

»Vi har gode forhandlinger med flere potentielle investorer eller købere. Der er flere muligheder,« siger han og uddyber:

»Det er en omfattende 'due diligence' [gennemgang af regnskabsbøgerne, red.], der foregår. Man starter med nogle sonderinger – og der har absolut været interessante sonderinger – som herefter afløses af en due diligence, som så igen afløses af en forhandling. Men hvor langt vi er, det vil jeg ikke sige. Det lægger et urimeligt pres på alle.«

Positive takter
Ifølge Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia er det et skridt i den rigtige retning for Fona, hvis den danske elektronikkæde er villig til at skære dele af butiksnettet væk. Hun har arbejdet med detailhandel og forbrugeradfærd i over femten år og har tidligere udtalt sig i kontante vendinger om Fonas – efter hendes mening – forældede forretningsmodel.

»Hvis det var mig, der skulle videreføre Fona, så ville jeg først og fremmest sørge for ekstra kapital. For det andet ville jeg optimere mit butiksnet, fordi jeg mener, at Fona har en nogle butikker, der ikke ligger optimalt, og hvor huslejen er alt for dyr,« siger Dorte Wimmer.

»Sidst men ikke mindst ville jeg kigge selve konceptet efter i sømmene. Skal Fona være en leverandør af alt, som det er nu, eller skal man fokusere på et smallere udvalg?« spørger hun retorisk og nævner bl.a. Humac og Hi-FI Klubben som eksempler på virksomheder, der har haft succes som nichekæder.



»Hvis Fona 'downsizer' butikkernes antal, størrelse og indhold, så synes jeg, det lyder rigtig positivt.« lyder vurderingen fra Dorte Wimmer.

Rekonstruktørerne og Fonas ledelse – anført af administrerende direktør Michael Kjær - har indtil d. 29. februar til at præsentere en spiselig løsning for kreditorerne. Ellers går virksomheden konkurs.