Der er noget i gære hos Emmerys

Bagerkæden Emmerys, der for blot fire år siden var ramt af betalingsstandsning, er nu parat til at slå et nyt stort brød op. Kæden vil ekspandere i provinsen.

Foto: Axel Schütt.
Læs mere
Fold sammen

Fire år efter at næsten al luften var slået ud af bagerkæden Emmerys, er kæden nu parat med opskriften på ny vækst.

Det skriver Børsen.

Den økologiske bagerkæde vil inden for tre-fem år åbne mellem 20 og 30 nye nye butikker. Størstedelen af de nye butikker vil blive placeret uden for landets store byer, fortæller direktør Christian Wounlund.

»Emmerys skal ikke længere kun være et storbyfænomen. Nu går vi i gang med at finde nye placeringer i nye byer - det kan f.eks. være i Roskilde, Aalborg eller Vejle,« siger han.

Dermed tager Emmerys kampen op med Lagkagehuset, der for nylig afslørede, at kæden vil åbne 20 nye butikker i hele landet.

Det er kun fire år siden, at Emmerys-kæden nærmest var på vej til at være en saga blot. Den 24. marts 2011 gik kæden i betalingsstandsning, men et par måneder senere kom der frisk kapital til kæden og en ny ledelse.



Siden 2011 er det gået fremad for kæden, der netop har aflagt årsregnskab. I regnskabsåret 2011/12 havde kæden et minus på knap 10,2 mio. kr. Året efter faldt underskuddet til 3,3 mio. kr.. Her i 2014/15 ender regnskabet på et plus på godt 3,6 mio. kr., hvilket er over en fordobling af resultatet fra året før.

Det seneste år har det været så som så med ekspansionen. Ifølge regnskabet er det kun blevet to nye butikker. Den ene er placeret i Bruuns Galleri i Aarhus. Derudover er der for nylig åbnet en ny butik på Jagtvej i København.

Emmerys stammer fra Aarhus og blev etableret i 1918 på hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade i Aarhus. I 1996 overtog kokken Per Brun butikken, og det var ham, der gjorde bageriet til en decideret kæde.