Før julen for alvor indtager Danmark, står vi midt i en anden højtid – udsalgets helligdage. Black Week er over os, og Black Friday er lige på trapperne. Tilbud fylder både i de fysiske butikker og online, og i den sorte fredags navn er der penge at spare på alt fra fødevarer til fladskærme og haveredskaber til legetøj.

Det tyder dog på, at Black Friday vil bestå af færre handlelystige danskere i år. Blot 44 procent af forbrugerne planlægger at fylde kurven 26. november. Det er et fald i forhold til 2020, hvor 52 procent af forbrugerne ønskede at handle på Black Friday. Det viser en ny YouGov-undersøgelse fra Nets.

»Hvor der tidligere har været meget fokus på dagen Black Friday, spreder det sig mere ud over hele ugen nu. Nogle butikker har endda Black Month. Tidligere har det været den ene dag, der altid slår rekorder, sådan er det ikke nu. Men vi ser ind i en uge, der samlet set formentlig vil slå rekorder,«  forklarer Henriette Dunkjær Andersen, der er chef for onlinesalg i Danmark for Nets.

Men mens der på selve Black Friday shoppes lidt mindre, tyer danskerne til gengæld til flere fysiske indkøbsture end sidste år.

»Der er markant flere, der vil gå i fysiske butikker i år. Men kunderne gør ikke enten eller, de gør begge dele, så vinderne af Black Week bliver de butikker, der formår at kæde online og fysisk salg sammen,« siger hun og tilføjer:

»Der er jo desværre leveranceproblemer på visse varer, så måske føler danskerne, at når de står nede i den fysiske butik og mærker varen i hånden, er de sikre på at kunne tage den med hjem.«

Mænd bruger flest penge

Under udsalgets syv dage er der penge at spare på de fleste slags varer. Der er dog kategorier, som danskerne særligt går på tilbudsjagt efter.

Mænd køber i højere grad elektronik, hvorimod kvinder går efter besparelser på tøj og sko. Det anslås, at 62 procent af kvinderne køber sko, tøj og accessories, og at cirka to ud af tre mænd går efter billig elektronik. Det viser tal fra Nets på baggrund af en YouGov-undersøgelse.

Selvom beklædning igen i år er populært blandt de kvindelige danskere, ser salget dog ud til at falde ni procent i forhold til sidste år. Henriette Dunkjær Andersen mener, at det et bevidstheden om bæredygtighed, der har sat ind.

»Der er flere i vores analyse, der nævner, at de står helt af på det – de vil ikke være med til overforbrug og at købe mere og mere. Indirekte i det ligger, at forbrug og smid væk-kulturen simpelthen ikke støttes mere. Der har tøjbranchen måske særligt været udskældt.«

Penge sparet er penge tjent – det kan man i hvert fald fortælle sig selv, mens man taster sin pinkode. Sidste år brugte den Black Friday-handlende dansker i gennemsnit 2.491 kroner. Mænd brugte i gennemsnit 3.076 kroner, mens kvinder i snit brugte 1.986 kroner, viser en undersøgelse fra Dansk Industri.