Den norske regering sætter sine sidste aktier i SAS til salg

Foto: Mads Claus Rasmussen. Norge sælger sine knap ti pct. af aktierne i SAS. Institutionelle investorer får mulighed for at melde sig som købere. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Den norske stat sætter sine sidste aktier i SAS til salg. Det meddeler det norske handels, industri- og fiskeriministerium tirsdag sidst på eftermiddagen i en børsmeddelese.

Norge ejer 37,8 mio. aktier i det skandinaviske flyselskab, der efter år med krise og et image i bund, igen er begyndt at vinde respekt. Det svarer til 9,88 pct. af aktiekapitalen.

Den norske regering har i flere omgange gjort klart, at den har til sinds at sælge sin aktiepost i SAS. Derfor kommer meddelelsen om, at salgsprocessen er sat i gang, ikke som den helt store overraskelse. For godt en måned siden luftede SAS-formand Carsten Dilling muligheden for snarlige udskiftninger i SAS' ejerkreds i Dagbladet Børsen.

Ifølge det norske ministerium ventes selskabet ikke at ville foretage strategiske eller operationelle ændringer efter salget. Det skyldes, at den norske stats ejerskab i SAS har været rent kommercielt.

Budkrig går i gang med det samme

Salget kommer til at foregå som en såkaldt accelereret bookbuilding til institutionelle investorer. Det betyder, at de institutionelle investorer, som f.eks. pensionsselskaber og investeringsfonde, får mulighed for at afgiven ikke-bindende bud på forhånd på, hvor mange aktier, de ønsker at købe. Den mindste portion aktier, der kan købes, er dog sat til en samlet købspris svarende til 100.000 EUR.

Budkrigen går i gang med det samme.

»Bookbuilding starter umiddelbart efter offentliggørelsen af denne meddelelse. Prissætning og afvikling af Transaktionen sker i svenske kroner, med levering af aktier registreret i det svenske Euroclear-system. Leveringen forventes at finde sted den 29. juni 2018,« skriver det norske Handels-, Industri- og Fiskeriministerium i sin børsmeddelelse.

Den norske stat har udpeget Nordea, Pareto og UBS til at stå for salget, mens Swedbank og Wiersholm er med som hhv. selvstændig finansiel rådgiver og juridisk rådgiver til den norske stat.