Den jyske dynekonge – ingen ved siden af, ingen over

FRA ARKIVET. Han påstod selv, at han var ved at trappe ned. Nu tvinger sygdom Danmarks superiværksætter nummer ét, Lars Larsen, til helt af forlade sit livsværk, Jysk.

Lars Larsen
Lars Larsen forlader sit livsværk, Jysk, som følge af en alvorlig kræftsygdom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Danmark har aldrig set en superiværksætter som dynekongen, Lars Larsen.

Billedligt talt har ingen anden dansker formået at få en fjer til at blive til så mange høns, som dynekongen Larsen, der indtil nu har siddet i spidsen for en kæde af 2.700 forretninger og 23.000 ansatte fordelt på flere kontinenter.

Anledning for denne klumme er den triste, at Lars Larsen er blevet ramt af leverkræft – en kræft som har spredt sig, og som nu får ham til at trække sig fra alle hverv i sin koncern, hvor sønnen Jacob Brunsborg tager over som formanden, der skal sikre familiens kontrol med koncernen fremover.

Men man må sige, at han stopper på toppen. På toppen af dét, der har udviklet sig til en global detailkoncern, der hiver milliarder hjem og er endt som et forbillede for alle tvivlende funktionærdanskere, som med Lars Larsens historie in mente, har kunnet konstatere, at der ikke findes grænser for, hvad man kan skabe, hvis man har den gode idé og tør forfølge den som iværksætter.

Danmark er en nation af krejlere, handelsfolk og købmænd. Men jeg kan ikke få øje på nogen, der når Lars Larsens højder. På sin egen underspillede og meget jyske måde har han skabt en global koncern, der har tjent penge og er vokset i vanvittig fart i 40 år.

Jeg har mødt Lars Larsen nogle gange.

Én gang var i Ho Chi Minh City i Vietnam. Mødet fandt sted på en møbelfabrik i udkanten af byen, en fabrik Lars Larsen var blevet medejer af for at sikre forsyninger af havemøbler til kunderne.

Det var egentlig ikke, fordi Larsen gad eje en møbelfabrik, og det var heller ikke, fordi Larsen gad tale med endnu en journalist.

Foran ham lå den uundværlige pakke Cecil, og den ene smøg tog den anden, mens han trods alt talte sig varm. Ikke mindst om det at kaste sig ind i nye eventyr, nye forretningsmuligheder – tage chancer for egne penge – og nu altså være medejer i en møbelfabrik i Vietnam med tusinder af ansatte.

For sådan er Lars Larsen. Trykker man på de rigtige kontakter, og ser han chancen for et nyt eventyr, så hopper han på.

Sådan har det været, lige siden den første forretning på Silkeborgvej i Aarhus blev åbnet i 1979. Dengang satsede han parcelhus og hele den ikkeeksisterende formue på at sælge dyner billigt til danskerne.

I dag gør han det samme – blot i 52 lande. Hele vejen har eventyrlysten været drivkraften. Passionen for at gøre en god forretning, hvor man køber en vare billigt og sælger den lidt dyrere. Og fortjenesten og den voksende formue har han aldrig været bange for at sætte på spil.

Der var dengang, hvor Larsen ville gøre Simon Spies rangen stridig som Danmarks nye rejsekonge. Men trods mange brugte millioner, så blev Larsen Rejser aldrig til andet end et dræn i hans private pengekasse.

Der var også dengang, han ville udleve en »american dream« og etablere en kæde af forretninger, der skulle sælge møbler med skandinavisk design til amerikanerne. Jeg besøgte en af de amerikanske forretninger på et tidspunkt. Den var tom for kunder, og Larsen måtte snart erkende, at skandinavisk design ikke rigtigt var noget for de amerikanske boligejere.

Men intet har kunnet slukke Larsens indre iværksætter. Så han har siden sat penge i golfbaner. Møbelfabrikker. Dynefabrikker, ja sågar sushi. Fik man foretræde for Lars Larsen, og var man i stand til at tænde hans passion, så var chancen for at gå hjem med en pose penge også tilstede. Man skulle blot ikke glemme, at Larsen altid køber billigt ind – og sælger lidt dyrere. Så han skulle være ret sikker på, at der gemte sig et potentielt afkast, før han kastede sine penge efter projekterne.

Nu trækker han sig fra alle poster i selskabet. Det sker med garanti nødtvungent. Omvendt kan det ske med ro i sindet, fordi sønnen tager over. Ejerskabet er funderet i en fond, og så har det jo vist sig, at man har skabt en slags maskine, hvor der er så meget styr på den bagvedliggende infrastruktur i koncernen, at man let og relativt billigt kan indtage nye markeder. Så meget er lagt tilrette – selvom stifteren nu ikke længere skal være med.

Det er få måneder siden, min kollega Jens Chr. Hansen interviewede Lars Larsen i Jysk-hovedsædet i Aarhus.

En af konklusionerne var, at Danmark er et forrygende land at gøre forretning i. En anden konklusion var, at man skal turde. Turde kaste sig ud i projekter og turde holde fast, hvis man har fået fat i noget, der virker.

Begge dele kræver mod og stædighed. Og begge dele må man sige, at Lars Larsen har bevist sig at besidde. Som vel ingen andre i dette land.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske