Den danske energikomet Better Energy går i rekonstruktion.

Det meddeler selskabet, som udvikler, opfører og driver solcelleparker, torsdag morgen i en pressemeddelelse.

Omstruktureringen sker for at »genopbygge kapitalgrundlaget og stabilisere forretningen«.

2024 beskrives af Better Energy som en »perfekt storm af negative markedsforhold, reduceret investorappetit og udskudte betalinger fra nøglepartnere«.

Tilsammen har det medført, at selskabet nu har ansøgt om omstrukturering for Better Energy Holding A/S og Better Energy A/S:

»Den grønne energiomstilling er i krise, da skiftet fra fossile brændstoffer til elektrificering skrider for langsomt frem. Dette skaber usikkerhed om tempoet i overgangen, gør investorerne usikre og ændrer dermed investeringsbetingelserne,« fremgår det af pressemeddelelsen.

Stor fyringsrunde

Better Energy blev stiftet i 2012 af Rasmus Lildholdt Kjær og Mark Augustenborg.

Selskabet befinder sig på flere europæiske markeder, men dansk jord er det største marked.

Danskernes tvungne pensionskasse, ATP, har desuden investeret massivt i Better Energy.

ATP har tæt på 1 milliard kroner investeret i det grønne selskab, som kæmper med »stadigt mere faldende efterspørgsel«.

Beslutningen om rekonstruktion kommer lige i halen på en større fyringsrunde i Better Energy. Flere grønne projekter er også det seneste år blevet udskudt eller aflyst.

Eksempelvis er 3 GWp solenergiprojekter  i Danmark udskudt til efter 2030.

I pressemeddelelsen fremgår det, at selskabet har udestående betalinger på 9 projekter, der enten er fuldt gennemført eller tæt på færdige.

Og manglen på betalinger skaber en »midlertidig, men akut ubalance i den samlede økonomi i Better Energy«.

For at tilpasse sig situation og forberede sig til 2025, gennemførte Better Energy en tredje runde med »omkostningsbesparelser og personalereduktioner« i november 2024.

Den runde giver en reduktion af arbejdsstyrken på omkring 40 procent.