Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De over 100 personer, som de næste 15 år skal udvikle fremtidens Legoklods, skal ikke bryde sig om at komme med halve løsninger. Legos ledelse kræver, at de fremstiller en miljøvenlig klods, som har præcis de samme egenskaber, som den velkendte miljøsvinende og oliebaserede klods, vi har kendt de seneste 60 år. Og kravet fra ledelsen skal tages meget bogstaveligt, fortæller chefen for bæredygtighed i Lego.
»Klodsen skal ligne den klods, som vi har i dag. Den skal skinne nøjagtigt som den, vi har i dag. Den skal lyde præcis som i dag, når man samler den med en anden klods, og den skal kunne fremstilles i nøjagtig de farver, som vi kan i dag,« siger Tim Brooks, chef for bæredygtighed i Lego.
Tidligere har man set eksempler på økologisk tøj, som ikke havde samme egenskaber og udseende, som traditionelt produceret tøj, men interessen for den slags økotøj har været svag. Selv i Danmark, som ellers er foregangsland på økologi. Hos Lego frygter man de globale kunders reaktion, hvis klodsen af miljømæssige hensyn kommer til at ændre karakter.
»Vi vil have, at vores klodser er præcis, som de altid har været, for det fortæller vores kunder og børnene os i dag, at de skal være, og vi har besluttet os for, at vi på ingen måde vil ofre klodsernes kvalitet i forsøget på at skabe en ny klods,« siger Tim Brooks.
Men hvad hvis forskerne lover jer samme kvalitet og funktionalitet, men lidt andre farver eller en lidt anden følelse i fingrene?
»Vi kommer til at tage diskussionerne om det undervejs, men der er ingen tvivl om, hvad vores endemål er: Vi vil ikke indgå den slags kompromisser. Vores fans og børn, de er meget passionerede omkring bestemte farver, og måden som klodserne skinner, så derfor er vi ikke indstillet på et kompromis her. Hvis vi var, så ville opgaven være noget lettere,« siger Tim Brooks.
Lego vil være industriens førende, når det kommer til at skabe miljøvenligt og bæredygtigt konstruktionslegetøj. Men det bliver formentlig først i 2030, at Lego kan have en klods, der er 100 procent fri af olie og til gengæld baseret på bæredygtige materialer. For få måneder siden kom det frem, at legetøjskoncernen har sat en mia. kroner af til opgaven og taget initiativ til et nyt center for udvikling af bæredygtige materialer i Billund og over 100 nye arbejdspladser.
Men hvad kan egentlig erstatte olien og den medfølgende Co2-forurering?
»Vi ser på alt. Det kan være plantebaseret materiale. Det kan være majs. Det kan være fiskeolie. Det kan være alt muligt – eks. affaldsprodukter fra industrien og affaldsprodukter fra forbrugerne. Lige nu er alle muligheder åbne,« siger Tim Brooks, der fortæller, at forskerne først senere vil snævre mulighederne ind.
Da det kom frem, at Lego havde besluttet sig for at afsætte en milliard kroner til fremtidsprojektet gav Legos topchef Jørgen Vig Knudstorp et interview til Berlingske. Heri afviste han, at 2030-målet var for uambitiøst og langt ude i fremtiden. Tværtimod havde han fået opprioriteret opgaven.
»Fordi jeg er meget utålmodig og klar til at rykke på det her område, så har jeg fået lov af vores bestyrelse og ejere til at lave et markant løft her og nu – i stedet for at blot at sige »ja ja, det arbejder vi på, og det lykkes forhåbentlig i 2030, når jeg måske er pensioneret«. Vi har drøftet det på generalforsamlingen, og vi har fået et mandat til at øge indsatsen betydeligt. Det gør vi, fordi jeg har indset, hvor kompleks indsatsen er, og grundet min egen utålmodighed har jeg ment, at vi var nødt til at øge indsatsen. Det letteste for mig ville have været at sparke dåsen lidt længere ud ad vejen og håbe, at nogle andre vil løse det for os. Men sådan fungerer verden ikke,« udtalte topchefen til Berlingske Business.
Lego har inviteret samarbejdspartnere, offentlige instanser, forskere og miljøorganisationer til at deltage i udviklingen af fremtidens klods.
Berlingske mødte Lego ved indvielsen af DONG Energys nye havvindmøllepark Borkum Riffgrund. DONG har betalt rejsen.