Den gamle, ulogiske og komplicerede ejendomsskat

Dækningsafgiften er en særlig ejendomsskat på visse erhvervsejendomme. Reglerne er gamle, ikke helt logiske og unødigt komplicerede, særligt når ejendomme anvendes til flere formål.

Foto: Linda Kastrup. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Dækningsafgift er – ligesom grundskyld – en formueskat på fast ejendom, og den opkræves af kommunen. Det er ikke alle kommuner, der opkræver dækningsafgift, og en del kommuner har valgt at fjerne eller over tid nedtrappe afgiften. Dækningsafgiften beregnes på baggrund af bygningernes værdi (forskelsværdien mellem ejendomsværdi og grundværdi) med fradrag af 50.000 kr. Dækningsafgiften udgør herefter en af kommunen nærmere bestemt promille af bygningernes værdi. Promillen kan højst udgøre ti.

Det er ikke alle ejendomme, der er dækningsafgiftspligtige. Det er et krav, at ejendommen anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Efter praksis antages også bl.a. restauranter, vaskerier, tankstationer og lagerbygninger at være omfattet.

Ikke-afgiftspligtige formål omfatter bl.a. anvendelse til bolig, undervisning, plejehjem, museer m.v. Hvis der er tale om en udlejningsejendom, er det lejerens anvendelse, der er afgørende.

Den oprindelige begrundelse for at opkræve dækningsafgift af en ejendom, var at kompensere kommunerne for de udgifter, kommunen typisk havde i anledning af de nævnte erhvervsejendomme, men der er ikke noget krav om en sammenhæng mellem kommunens konkrete udgifter og dækningsafgiftens størrelse.

Når kun en del af ejendommen anvendes til afgiftspligtige formål, og en anden del af ejendommen anvendes til et ikke-afgiftspligtigt formål, svares der alene forholdsmæssig dækningsafgift af den del af bygningernes værdi, der relaterer sig til det afgiftspligtige formål. Hvis den del af ejendommen, der anvendes til et ikke-afgiftspligtigt formål, udgør halvdelen eller mere af bygningernes værdi, er hele ejendommen fritaget for dækningsafgift efter den såkaldte 50 procent-regel. De enkelte arealer tillægges dog forskellig værdi alt efter, hvilken anvendelse der er tale om, og det er således ikke alene kvadratmeter-fordelingen, der er afgørende.

Opgørelsen af arealernes værdi er baseret på praksis og foregår til dels skønsmæssigt. Det er bl.a. dette forhold, som gør, at reglerne forekommer unødigt bureaukratiske. Det betyder bl.a. at man ikke ved nyopførelse eller totalrenovering af en ejendom, der skal anvendes til blandede formål, kan få sikkerhed for, om ejendommen er delvist dækningsafgiftspligtig eller er helt fritaget efter 50 procent-reglen.

For ejendomme, der en del af året benyttes til afgiftspligtige formål f.eks. hotel eller restaurant og den anden del af året til ikke afgiftspligtige formål som f.eks. kursusvirksomhed, opkræves en forholdsmæssig dækningsafgift. Det vil for eksempel sige, at hvis ejendommen i en måned om året anvendes til hotel eller lignende, og resten af året anvendes til kursusvirksomhed (ikke-afgiftspligtigt formål), vil der skulle svares dækningsafgift for tre måneder, idet perioden for den afgiftspligtige anvendelse skal forhøjes til nærmeste fjerdedel.

Såfremt en anvendelse af ejendommen ikke kan adskilles hverken areal- eller tidsmæssigt, er anvendelsens hovedformål afgørende. Hvis hovedformålet med et lejemål for eksempel består i undervisning (ikke-afgiftspligtigt formål), og der til brug for administration af undervisningsaktiviteterne er etableret kontor i lejemålet, vil kontorerne blive anset som en integreret del af den ikke-afgiftspligtige anvendelse, og lejemålet vil i sin helhed tælle med som et areal fritaget for dækningsafgiftspligt. Der er tale om en helhedsbedømmelse, og virksomhedens regnskaber vil i den sammenhæng udgøre et væsentligt moment.

En ejer er forpligtet til at oplyse kommunen om ændringer i anvendelsen, der kan få betydning for afgiftspligten. Ejeren er derfor nødt til at skaffe sig indsigt i, hvilke aktiviteter evt. lejere udfører i lejemålene.

Afgiftspligten ophører ikke automatisk, når ejendommen ikke længere benyttes til et afgiftspligtigt formål. Afgiftspligten vedvarer derimod, indtil ejendommen overgår til et ikke-afgiftspligtigt formål eller bliver revet ned. Det betyder med andre ord, at virksomhedsophør ikke i sig selv medfører afgiftsfritagelse.