Den er god nok. Nu kommer der tjenere på McDonald's.

I nok et forsøg på at gøre sig interessant og relevant for særligt de yngre generationer, er McDonald's i USA parat med en stribe nye tiltag.

Foto: YOSHIKAZU TSUNO.
Læs mere
Fold sammen

Det hedder sig jo, at det modsatte af forandring er stilstand, og stilstand er i finansverden en dårlig ting: Ting går i stå, intet vokser, ingenting udvikler sig.

Og så er der McDonald's. I årtier har stilstanden måske været kædens allerstørste styrke. Pomfritterne var de samme, Big Mac'en var den samme, cheeseburgeren var den samme, og restauranten - de røde diske, uniformerne, betjeningen var identisk fra Moskva til Tokyo. Du ved, hvad du får hos McDonald's.

Men nu sker der noget. I USA, hvor McDonald's historisk først ruller nye koncepter ud, har man længe eksperimenteret med nye koncepter. I Texas har man forsøgt sig med frisk oksekød til burgerne, andre steder har man forsøgt at riste bollerne hurtigere, mens diskbetjeningen andre steder er blevet skiftet ud med bordbetjening.
Og det sidstnævnte koncept har tilsyneladende været så stor en succes, at man nu ruller det ud i hele USA.

Ved et arrangement i New York torsdag bebudede fastfoodkoncernens topchef, Steve Easterbrook ifølge New York Times, at tjenere og bestilling via skærme vil blive en realitet i løbet af den kommende tid på USAs 14.000 Mcdonald's-restauranter.

»Typisk vil størstedelen af vores personale stå bag disken, og den disk har bogstaveligt talt været en barriere mellem vores personale og kunden,« sagde Steve Easterbrook ved arrangementet.

Det nye koncept vil betyde, at kunder på McDonald's vil kunne bestille deres menu på elektroniske stationer, hvorefter personale vil bringe maden hen til bordet.

Steve Easterbrook fastslog dog ved sin tale torsdag, at det stadigvæk vil være muligt at bestille ved disken som altid. Det nye koncept skal ifølge Easterbrook løse den hårdknude, at man med et stadig udvalg af produkter på menuen har forlænget ekspeditionstiden. Topchefen fastslog samtidig, at det nye koncept ikke vil medføre fyringer blandt personale.

Tiltaget skal formentlig også ses i forlængelse af, at McDonald's i det hele taget kæmper for at bevare sin markedsandel på det amerikanske hjemmemarked, hvor stadig flere konkurrenter har meldt sig på banen. Det har resulteret i en temmelig flad vækstkurve, og det er særligt på salget af burgere, at man er presset. Det udgør nu kun 20 procent af forretningen, mens introduktionen af morgenmad til gengæld har været en overrumplende succes i USA.

Ifølge New York Times kommer 60-70 pct. af McDonald's salg dog fra Drive-Through-kunder, hvorfor flertallet af kunder næppe vil mærke de nye forandringer.

»En masse kunder kommer aldrig til at se den her teknologi. Det kommer ikke rigtig til at blive en stor faktor for franchises uden for de store byer,« siger Dick Adams, en restaurantkonsulent, til New York Times.

Herhjemme er McDonalds aktuelt også i gang med at udrulle et nyt koncept i fastfoodkædens 89 restauranter. Det drejer sig i første omgang om indretningen af køkkener og muligheden for, at kunder selv kan komponere deres mad i et koncept, man har døbt Made4You.

 

»Lige nu har fokus vi fokus på at ombygge restauranterne til vores nye koncept, men sideløbende følger vi også med interesse på konceptet med bordservering, og hvordan det bliver modtaget rundt omkring de andre steder,« oplyser Pia Tobberup, pressechef hos McDonald's Danmark.