Den billigste gris er amerikansk

USA har slået Brasilien af tronen i kampen om de laveste omkostninger til at producere svinekød. Danmark ligger i mellemgruppen.

Produktionsomkostninger i kroner pr. kilo slagtekrop. Graf fra dansksvineproduktion.dk. Klik for større billede. Fold sammen
Læs mere
Hvert år laver Dansk Svineproduktion (DSP) en opgørelse af omkostningerne til at producere et kilo svinekød fra fødsel til slagtning i en række lande.

Ud fra produktionsparametre samt priser på bl.a. foder, byggeri, arbejde, energi, medicin mv. er omkostningerne pr. kilo svinekød fra fødsel til slagtning beregnet for de enkelte lande.

Den seneste opgørelse viser, at omkostningerne ligger fra 7 til godt 10 kr.

Og som noget nyt slår USA i år Brasilien i kampen om at producere så billigt som muligt.

Dansk Svineproduktion har inddelt landene i tre grupper - og Danmark ligger i "den gode ende af mellemgruppen."

Produktionsomkostningerne er afgørende for konkurrenceevnen.

Årsagen til, at Brasilien må afgive førertrøjen til USA er en øget efterspørgsel på korn og majs til bioethanol, og en stigende værdi af den brasilianske valuta, realen, der har øget landets omkostninger.

Godt hjulpet på vej af den senere tids faldende dollarkurs er USA nu det land med de laveste omkostninger.

"I USA og Canada forventes de stigende korn- og majspriser dog på sigt at øge produktionsomkostningerne lidt mere end i Europa på grund af en lavere foderudnyttelse," skriver Dansk Svineproduktion i analysen.

Klik på grafikken til højre og se de forskellige landes omkostningsniveau - eller læs hele Dansk Svineproduktions analyse via linket.