Degraderet Europa-direktør forlader Novo Nordisk

Efter 20 år i Novo Nordisk forlader polske Jerzy Gruhn sin post som øverste ansvarlig for medicinalselskabets europæiske forretning. Gruhn røg ud af Novos koncerndirektion i begyndelsen af september, da selskabet annoncerede, at topchef Lars Rebien Sørensen forlader sin post.

Efter 20 år i Novo Nordisk har selskabets europæiske direktør, Jerzy Gruhn, valgt at forlade den danske diabeteskæmpe. Foto: Novo Fold sammen
Læs mere

Der er fuldt tryk på omrokeringer og spareplaner hos den pressede danske diabeteskæmpe Novo Nordisk. I sidste uge meldte Novo ud, at massive udfordringer på det amerikanske marked betyder, at selskabet må trække i vækstbremsen og fyre omkring 1000 medarbejdere.

De store omvæltninger i Novo har nu fået selskabets europæiske direktør, Jerzy Gruhn, til at forlade Novo Nordisk. Gruhn trådte ind i Novos koncernledelse sidste forår, men røg ud igen i begyndelsen af september, da Novo annoncerede, at Lars Rebien Sørensen forlader sin post som topchef ved årets udgang.

Det tyder altså dermed på, at Jerzy Gruhn ikke har villet acceptere den degradering, som den mangeårige Novo-direktør fik kastet i nakken for en måneds tid siden.

Hos Novo bekræfter selskabets pressechef Katrine Sperling, at Jerzy Gruhn forlader det danske medicinalselskab.

»Jerzy Gruhn har besluttet sig for at forlade Novo Nordisk. Han er nået frem til, at det er det rigtige tidspunkt for ham at forlade virksomheden. Den præcise dato for hans aftrædelse ligger endnu ikke fast,« siger Katrine Sperling.

Jerzy Gruhn har været ansat i Novo Nordisk i 20 år og indledte sin karriere som national salgschef i Polen i 1996. Den 53-årige Novo-direktør fik det øverste ansvar for Novos europæiske forretning i 2013 og blev udnævnt til koncerndirektør i april 2015. Gruhn har også tidligere været direktør for Novos aktiviteter i USA.

Da Jerzy Gruhn i september måtte opgive sin plads i direktionen, overgik samme skæbne i øvrigt selskabets hidtidige USA-direktør Jesper Høiland, hvis fremtid i Novo endnu ikke er afklaret.

Novo Nordisk er havnet i en slem kattepine i USA, hvor en omfattende priskrig har tvunget selskabet til at foretage en historisk hård opbremsning. Antallet af medarbejdere i medicinal­selskabet fra Bagsværd er over de seneste år vokset markant. Siden 2010 har Novo Nordisk ansat næsten 4.000 nye medarbejdere i Danmark, men nu bliver ansættelseskontrakter altså byttet ud med fyresedler.

Novo er blevet presset langt tilbage på banen på det amerikanske insulinmarked af både konkurrenter og magtfulde medicinindkøbere. Den udløsende faktor i den omfattende priskrig er, at amerikanske Eli Lilly senere i år kommer på markedet med en kopiversion og langt billigere udgave af verdens bedst sælgende diabetesmiddel, Lantus, som tilhører franske Sanofi.

Ifølge investeringsbanken JP Morgan er Lillys kopiprodukt priskrigens helt store bombe, da Novo er tvunget til at følge med ned i pris med væksthåbet Tresiba, hvis det danske selskab vil fastholde sin adgang til det vigtige amerikanske marked, hvor Novo henter omkring halvdelen af sin omsætning.

Siden nytår er Novos markedsværdi barberet ned med omkring 330 mia. kr. Det store fald kan primært tilskrives selskabets amerikanske kvaler.