Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Jakob Rydahl havde allerede fået job som advokatfuldmægtig hos Kromann Reumert, da han mod slutningen af jurastudierne en dag under en forelæsning hørte noget, der fik ham til at ændre karriereplaner.
En ekstern forelæser, en erhvervsadvokat, fik i en bisætning nævnt, at det meste af hans arbejde foregik på engelsk og med udenlandske klienter.
»Det var et wake up call for mig. Jeg havde haft én lærebog på engelsk under jurastudiet, og samtidig havde jeg også i mit studiejob hos Kromann Reumert haft en oplevelse af, at jeg med mine engelskkundskaber ikke var klædt godt nok på til mit arbejde i firmaet. Jeg tænkte, at jeg måtte til udlandet og studere,« siger 29-årige Jakob Rydahl.
Selv om Kromann Reumert havde indrettet sig efter, at Jakob Rydahl skulle begynde som advokatfuldmægtig det kommende efterår, fik han uden tøven ja til at ændre planer. I sommeren 2012 rejste han til Manhattan, og efter et års jurastudier på New York University kandiderede han i 2013 som master of laws med speciale i international corporate finance.
»Vi vil rigtig gerne have, at folk rejser ud, og vi støtter og faciliterer det, så godt vi kan, fordi en væsentlig og stigende del af vores rådgivning foregår på engelsk, og så giver det de unge en masse kompetencer,« siger Arne Møllin Ottosen, der er managing partner i Kromann Reumert.
Han fortæller, at unge jurastuderende i stigende grad lægger stor vægt på, at der skal være mulighed for at få en karriere med internationalt tilsnit, når de er på jobjagt.
»Det er noget, de unge lægger stor vægt på, når de søger job hos os. Men også når de er ansat. For nylig da jeg var ude at spise med alle vores nye advokatfuldmægtige, fik jeg op til flere ansøgninger om at blive udstationeret på vores London-kontor,« siger Arne Møllin Ottosen.
40 pct. flere søgte udenlands
De internationale ambitioner er ikke isoleret til jurastuderende, der søger mod Kromann Reumert. En rundspørge fra Universum blandt danske jurastuderende viser, at det »at få en international karriere« er det tredjevigtigste karrieremål, når de orienterer sig på jobmarkedet.
Tal fra Københavns Universitet viser samme tendens. Fra 2011 til 2016 er antallet af jurastuderende, som har været på studieophold på et udenlandsk universitet, steget fra 174 til 237, svarende til en stigning på knap 40 pct.
Jakob Rydahl havde også internationale ambitioner, allerede inden han fik sit wake up call.
»Da jeg skulle vælge arbejdsgiver, var det vigtigt for mig, at der skulle være internationale muligheder, og her skilte Kromann Reumert sig ud med en klar profil og mange højt profilerede internationale sager. Vi er en generation af erhvervsjurister, der hele tiden hører, at danske virksomheder skal hente sin vækst i udlandet, og hvis man skal være klædt på til at krydse grænser med virksomhederne, så kræver det, at man skaber sig en stærk international profil. Men vores generation er også vant til, at alt har et internationalt perspektiv. Vi er født ind i det. Og så er der selvfølgelig også et stort element af nysgerrighed og eventyrlyst i at komme ud i verden,« siger Jakob Rydahl.
I 2013 flyttede han tilbage til København for at begynde som advokatfuldmægtig i Kromann Reumerts afdeling for bank- og finansieringsret. Men de internationale ambitioner trak stadig i ham. Kromann Reumerts London-kontor fristede, og pr. november 2015 blev han udstationeret i verdens finansielle centrum.
I London arbejder Jakob Rydahl særligt med udenlandske kunder, som han er kommet tæt på under sit ophold, men han har også marketingorienterede opgaver med at profilere Kromann Reumert over for internationale advokathuse, private equity-fonde og virksomheder.
Det sker som led i Kromann Reumerts beslutning om pr. januar 2016 at gøre sig mere synlig i London for at kunne trække mere arbejde til kontoret i Danmark og for bedre at kunne følge med danskbaserede klienter til Storbritannien. Umiddelbart en uheldig timing med Brexit in mente, men foreløbig har det ifølge Arne Møllin Ottosen genereret mere forretning, og der er »bundlinje i det«.
Klar til udstationering
I september i år fik Jakob Rydahl titel af advokat, og snart vender han atter næsen mod København for at overlade sit job i London til en af sine mange andre kolleger med lyst til at rejse ud. Men dermed er det ikke nødvendigvis slut med nye udfordringer i udlandet for Jakob Rydahl. Dels har Kromann Reumert siden 2015 satset på opbygningen af forretningsområdet outbound services, hvor advokaten populært sagt rejser med kunden ud i verden eller sammen med udenlandske advokater rådgiver kunden. Dels udstationerer Kromann Reumert løbende advokater på internationale advokatkontorer.
»Det afhænger selvfølgelig af, hvad Jakob har lyst til, og hvad der konkret giver forretningsmæssig mening, men med den baggrund, han nu har, er han da en oplagt kandidat til en udstationering på et af de store advokatkontorer i eksempelvis New York inden alt for længe,« siger Arne Møllin Ottosen.
Internationale ambitioner bakkes op
Kromann Reumert bakker op om de internationale ambitioner, fordi de unge kommer hjem med kompetencer, som kontoret har gavn af fra dag ét.
»Jakob kan en hel masse, han ikke kunne for et år siden. Men det giver også perspektiv og et sus at være ude. Det var min egen oplevelse, da jeg som ung advokat stod for vores kontor i London. Man får en international erfaring og nogle generelle og kulturelle kompetencer, som er direkte anvendelige her. Og lige pludselig kan man tale med på en helt anden måde, når man eksempelvis sidder midt i en international transaktion,« siger Arne Møllin Ottosen.