De seriøst rige på Skagens guldkyst

Velhavende skawboer overlader Gl. Skagen til velhavere fra København. Selv foretrækker de Østerby og gerne med udsigt til Kattegat mellem Vippefyret og havnen. Her bor byens stenrige fiskematador, og her er byens dyreste hus til salg.

Skagens lokale rigmænd er i stand til at betale rekordhøje priser for attraktive ejendomme. Det er med til at trække prisniveauet i vejret i Østerby og Vesterby. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Læs mere
Fold sammen

Mange af de velbeslåede sommergæster, som rykker ind i deres skønne sommerhuse og på hotellerne i Skagen og gør byen usikker i uge 29 med deres Porscher, Bentleyer og Maseratier, overhales på pengepungen af skawboer, som er blevet velhavende på fiskeri og maritim industri.

Skagens rigeste mand, Henning Kjeldsen, manden bag kæmpekutteren Gitte Henning, kan således godt være i selskab med Mærsk-formanden, Michael Pram Rasmussen, Posten-formand Fritz Schur og finansmanden Lasse Lindblad målt på pengepungens størrelse. De tre har alle tre sommerhuse i Skagen ligesom Mærsk-datteren Kirsten Olufsen og familien Philip Sørensen.

Sidste år bogførte Kjeldsen en egenkapital på over 300 mio. kr. i sit holdingselskab, som ejer fiskekvoter for over 800 mio. kr. Han bor på en af Skagens mest attraktive adresser lige ved Vippefyret med uhindret udsigt til Kattegat, Sønderstrand og vidderne nordpå mod Grenen i sit toprenoverede gule hus med det obligate røde tegltag og hvide stakit og haven fyldt med hårdføre hybenroser. Huset var i 2012 udbudt til lige knap 15 mio. kr.

Den dyre klub

Henning Kjeldsen satte i 2014 Danmarks største fiskekutter i vandet og ejer i alt fem-seks kuttere, som tilsammen sidder på ti pct. af alle danske fiskekvoter.

Skagens lokale rigmænd, som er i stand til at betale rekordhøje priser for attraktive ejendomme, er med til at trække prisniveauet i vejret i Østerby og Vesterby – altså »Ny Skagen« ved Kattegat – og op i et leje, der slår sommerhusene i Gl. Skagen, som mange kendte københavnske erhvervsfolk foretrækker.

Fiskematadoren er nabo til nogle af de dyrest udbudte huse i Skagen lige nu – nemlig tre villaer i Østerby, som er udbudt til mellem ti og 16 mio. kr. Med i den dyre klub er en villa i Vesterby i den vestlige del af »Ny Skagen« med direkte udsigt til Kattegat og kongevillaen Klitgården, som i dag fungerer som kunstnerrefugium, som er udbudt til ti mio. kr.

Bortset fra en enkelt ejendom i Gl. Skagen, som er til salg for 15 mio. kr., ligger de populære sommerhuse, som har Ruths Hotel og solnedgangspladsen ved Skagerak som nabo, et niveau under Østerby prismæssigt. Her er det i øjeblikket muligt at købe huse på attraktive adresser midt i klitterne til »kun« seks-syv mio. kr.

En ukendt rigmand viser frem

Grundfos-arvingen, Estrid Due Hesselholt, hører også til Skagens lokale velhavere. Sammen med sin mand, Jørn Hesselholt, bogfører hun over 100 mio. kr. i egenkapital i ejendomsselskabet Hesselholt Axelsen og holdingselskabet E.&J.H., Skagen Aps. Parret bor tilbagetrukket på en stor ejendom midt i Vesterby tæt på Skagens ukendte 11 hektar store Byfogedskoven. Estrid Due Hessellholt er søster til Grundfos’ mangeårige topfigur Niels Due Jensen. Jørn Hesselholt har i en årrække drevet Hesselholt Fisk Eksport.

Bo Geisler er en anden af Skagens ukendte rigmænd. Morsing-boen solgte sin køkkenfabrik i 2006 til koncernen bag Kvik Køkken og kom nogenlunde helskindet gennem finanskrisen. I dag bogfører han en egenkapital på 124 mio. kr. i sit investeringsselskab Mile Invest, hvor han har sat penge i ejendomme, værdipapirer og virksomheder.

Modsat byens mere diskrete velhavere fremviser Bo Geisler gerne sit hjem i Skagens toprenoverede tidligere præstegård på Sct. Laurentii Vej i Vesterby med lysthus med et 70 år gammelt appelsintræ, bar og pejs i bunkeren på grunden og garage med varme i gulvet og malerier på væggene til hans Mercedes CL 500, Aston Martin DB9 og kromskinnende Harley Davidson.

Bo Geisler tilhører Skagens yngre generation af aktive velhavere, som er ved at koge over af virkelyst. Hans plan om at genopføre det for længst nedbrændte badehotel på Grenen er dog opgivet indtil videre på grund af modstand fra politikere og fredningsmyndigheder. Til gengæld har han for nylig købt Skipperskolen på havnen, som han vil ombygge til hotel.

Fuld ordrebog hos skibsværft

Værftsfamilien Karstensen med tredje generation Knud Degn Karstensen i spidsen er majoritetsejer af Karstensens Skibsværft. Det har været en god forretning i mange år, og holdingselskabet KDK Holding bogfører en egenkapital på 85 mio. kr. og tjente sidste år 33 mio. kr. før skat. Ordrebogen er fuld, og værftet er sammen med Fayard på Lindø og Ørskov i Frederikshavn blandt Danmarks tre største.

Værftet fusionerede sidste år med det kriseramte Danish Yachts, som tidligere var ejet af Skagens store mæcen, den afdøde milliardær Jørgen Philip Sørensen. Knud Degn Karstensen bor på en landejendom ved Kandestederne syd for Skagen.

Andre Skagen-velhavere er familien Nielsen, som står bag Launis Fiskekonserves, som producerer rejer, sild og fiskefrikadeller i Skagen og Ålbæk lidt sydpå. Familiens holdingselskab, Trinitas Invest, bogfører en egenkapital på over 41 mio. kr.

Familien Broberg, som står bag fiskefoder-fabrikken FF Skagen, er blevet kaldt Skagens svar på Mærsk-familien. Men familien led for nylig en voldsom nedtur, da adm. dir. Morten Broberg, søn af FF Skagens tidligere mangeårige topchef Verner Broberg, fik en fængselsdom på tre år for at have blandet biodiesel i et parti fiskeolie, som FF Skagen solgte for halvanden milliard kr. Da Morten Broberg modtog dommen, var han direktør for Skagerak Fiskeeksport i Hirtshals, en stilling, som han forlod i begyndelsen af juli.

FF Skagen måtte betale en bøde på otte mio. kr., men er i dag i god gænge og tjente i 2015 91 mio.kr. på bundlinjen og bogførte en egenkapital på 265 mio. kr.

Kilde til adresser og regnskabsoplysninger: BIQ

TV: Derfor rapporterer Berlingske Business fra Skagen i denne uge