De kalder ham Fitnesskongen

Henrik Rossing har formået at kombinere de to ting, de fleste mænd drømmer om. Sport og penge.

Henrik Rossing er ikke længere direktør i Fitness World, men er i dag hovedaktionær i fitnesskæden. Arkivfoto: Michael Altschul Fold sammen
Læs mere

Han afbrød studierne på Handelshøjskolen, fordi han ville tjene penge. Og det har han gjort. For Henrik Rossing er utallige gange blev udnævnt som den ukronede fitnesskonge.

Henrik Rossing er stifter af fitnesskæden Fitness World, som for ikke længe siden købte kæden Fresh Fitness og senest den polske kæde Condizione, så man må sige, at han har fået stiftet Danmarks måske største motionscenter.

Men vejen til de store summer begyndte et lidt atypisk sted. For Ældresagen viste sig at skulle blive roden til millioner. En daværende kæreste fik arbejde hos Ældresagen, hvor de havde stablet et fitnesscenter på benene.

Han tænkte for sig selv, at »det var da helt sindssygt, at de bare ville lade dem bruge maskinerne uden instruktion og den slags,« som han tidligere har fortalt til Berlingske Business. Og dét så han en mulighed i. Som en vaskeægte sportsmand gik han meget op i fysiologi og kontaktede Ældresagen med tilbuddet om at hjælpe de ældre med maskinerne. En god idé, som i 1986 resulterede i, at han kunne åbne sit eget fitnesscenter med navnet Ve og Vel, hvorpå han også uddannede sig til instruktør.

Så han har fået opfyldt sit største ønske, og måske også de fleste mænds; en kombination af både penge og sport.

14 år efter Ve og Vels oprindelse var der pludselig tre centre, hvorefter en amerikansk fitnesskæde kom med et rigtig godt tilbud. 24 Hour Fitness købte Ve og Vel for godt 50 millioner kroner – kontant.

Det krævede et par måneder i Frankrig med hustruen, men rastløsheden meldte sig. Så da de ramte dansk jord igen, købte de Restaurant Thorvaldsen på Gl. Strand.

Men de vidste ikke ret meget om restaurantdrift, så projektet kostede fire års hårdt arbejde og et tab på millioner.

Den første Fitness World kom til verden i 2005 på Gasværksvej i København.

De kedelige abonnementsvilkår blev droppet, så nu kunne kunderne melde sig ud igen, når udsigten til motionscentret blev for lang. Og det gav smil på læberne hos kunderne, og sure miner hos konkurrenterne.

»Hvorfor binde folk? Hvis de har lyst til at stoppe, skal de da have lov til det, og hvis prisen er lav og kvaliteten høj, så er der da slet ingen grund til at fastholde folk kunstigt,« har Henrik Rossing tidligere udtalt til Berlingske Business.

I dag er der over 120 Fitness World-centre og 400.000 medlemmer.

I 2011 var hans navn i aviserne, da han købte Hans Henrik Palms villa i Hellerup til 50 millioner kroner. Henrik Rossing er ikke længere direktør i Fitness World, men hovedaktionær.