»De importerede rumænere anede ikke, hvordan man fanger en mink«

Formanden for minkbranchen og Danmarks største minkproducent, Tage Pedersen, beretter om de dramatiske dage, der beseglede hans egen og erhvervets skæbne. Hans kamp for at bevare erhvervet er tabt, og nu ligger livsværket øde hen.

»Det har været et meget, meget uskønt forløb og helt uden plan,« siger Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere og landets største minkproducent. Han skal nu se sig om efter en anden beskæftigelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

»Uskønt og forfærdeligt«.

De to ord virker stærke, når Danske Minkavleres formand, Tage Pedersen, tager dem i sin mund. Normalt er han indbegrebet af jysk besindighed og snusfornuft, en fåmælt mand, der nødig taler om sig selv, selvom han de forløbne uger har oplevet det, som ingen brancheformand ønsker for sin værste fjende: At kæmpe som en gal for at redde erhvervet og så alligevel ende med at se hjælpeløst til, mens tusindvis af mennesker mister livsværk og levebrød.

Tage Pedersen har gennem hele minkgate på sin stilfærdige facon repræsenteret minkavlerne, som er blevet ribbet for alt og oven i købet er kastet ud i stor økonomisk usikkerhed på grund af den uafklarede situation om erstatning og ekspropriation.

Udover kampen for kollegerne i branchen har han også skullet håndtere det utænkelige i sin egen virksomhed. Og Tage Pedersen er en af dem, der har mistet allermest. Som aktionær i branchens største familieejede minkselskab har han på få uger vinket farvel til tre generationers livsværk, som på toppen omsatte for en halv milliard kroner og gav beskæftigelse til 100 mennesker.

Alligevel skælder han ikke ud for alvor, men nøjes med de to små ord, når han karakteriserer regeringens og myndighedernes nedlukning af branchen.

Import af rumænere

Ordene falder, når han beskriver, hvordan myndighederne i starten af oktober – da han stadig troede på, at erhvervet og hans egen familievirksomhed kunne bevares – forbød minkavlerne at aflive deres egne smittede eller smittetruede dyr og i stedet via et tvivlsomt vikarbureau i Nordjylland importerede en stor flok rumænere til at gøre arbejdet.

Tage Pedersens stemme stiger et par takker op i volumen, og ordene kommer med noget, der tangerer københavnsk hastighed.

»De fandt et vikarfirma i Nordjylland, som indtil da havde haft to mand ansat, som arbejdede på minkfarmene, og hyrede dem til at stå for aflivningen, og så importerede firmaet 200 mand fra Rumænien,« beretter han.

For første gang i Berlingskes timelange interview lægger Tage Pedersen ikke skjul på sine følelser og sin forargelse. Minkformanden taler sig varm, for det var her, myndighederne beseglede minkerhvervets skæbne og her, at smitten – måske eller vistnok – kunne have været inddæmmet, og minkerhvervet reddet, hvis myndighederne havde stolet på avlerne.

»Uskønt og forfærdeligt.« Så relativt stilfærdigt beskriver minkavlerformand og minkavler Tage Pedersen det forløb, der nu er kulmineret med den tvungne afslutning på tre generationers livsværk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Vi er tilbage ved 1. oktober og altså en god måned før, nogen forestillede sig, at coronasmitten skulle udslette minkavlen i Danmark. Daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) præsenterede på et pressemøde en plan for inddæmning af smitten. En million mink, som enten var smittede eller befandt sig inden for 7,8 km fra en smittet farm, skulle aflives. Branchen bakkede op, omend de protesterede mod afstandskravet. Men så gik alting skævt. For myndighederne ville ikke tillade avlerne at aflive deres egne mink. Derfor kom rumænerne.

»Rumænerne startede på en rensestation på militærets flyvestation i Aalborg. Det var Beredskabsstyrelsen, der stod for det. Først skulle de i beskyttelsesdragter og så køre fra Aalborg ud og aflive på en minkfarm. Og når de skulle have luft to-tre timer efter, så skulle de tilbage til lufthavnen og have dragterne af og renses – to-tre gange hver dag,« siger Tage Pedersen.

»Det var omstændeligt, og der skete ikke noget som helst de første 14 dage, mens smitten bare bredte sig mere og mere. Rumænerne vidste ikke, hvordan de skulle gribe det an. De vidste ikke, hvordan man fanger mink,« konstaterer han.

Alle danskerne, som har fulgt minkskandalen på TV, har set avlerne lynhurtigt gribe de vævre dyr i buret med hånden i en særlig handske og putte dem ned i kassen med gas, hvor de udånder. Men det håndelag manglede de hidkaldte rumænere ifølge Tage Pedersen fuldstændig.

Overgreb

Rumænerne er blevet en central del af den dramatiske fortælling om minkerhvervets endeligt: »De kom kørende ind på farmene med politiet med blå blink foran. I Jylland er det altså sådan, at hvis man kommer med en hel hær på 100 mand og blå blink – så opfattes det som chikane i stedet for hjælp. Det var et overgreb uden lige. Husk, på minkfarme bor der familier med børn, og når der så står politi og militær og en stor flok mænd i rumdragter, så er det en voldsom oplevelse,« siger minkformanden.

Frasagn om de rumænske amatørdræbere nåede i brudstykker ud i lokale aviser og fagblade. Fagbladet 3F citerer Netmediet Nordtinget, som berettede, at rumænerne boede stuvet flere sammen i campingvogne, hvilket fik en politikommissær i det lokale beredskab til at skrive bekymret til Styrelsen for Patientsikkerhed:

»Veterinærchefen her hos os fortalte, at Fødevarestyrelsen har hyret et sjak på 30 rumænske løsarbejdere, der skal stå for indfangning og aflivning af de smittede mink. De er kommet kørende hertil fra Rumænien fem og fem i personbiler og bor i campingvogne. Da jeg hørte dette, så rejste nakkehårene sig hos mig.«

Én smittet rumæner ville smitte andre, fordi de boede så tæt. To af dem var for øvrigt smittet med coronavirus allerede ved ankomsten, forlød det.

Christian Mink Services

Det vikarfirma, som Tage Pedersen nævner, er Christian Mink Services IVS, som tidligere har været beskyldt for løndumping. Vikarbureauet havde ikke tegnet overenskomst med rumænerne, hvilket fik 3F til at varsle konflikt, mens direktøren forsvarede sig med, at hans forretning ikke kunne løbe rundt, hvis han skulle tegne overenskomst.

Overenskomst eller ej, ifølge Tage Pedersen spildte myndighederne kostbar tid ved at hyre inkompetente folk, alt imens smitten spredte sig.

»Det gik på ingen måde med rumænerne. Men de blev ikke sendt hjem, selvom de kun fik aflivet en lille del af de smittede mink, langt det meste gjorde vi selv. Men de valfartede rundt fra sted til sted, og jo flere folk, der bevæger sig rundt, jo mere smitte bringer de med sig – sådan er det jo,« siger Tage Pedersen.

Berlingske lagde fredag nye brikker til beskrivelsen af kaosset med afsløringen af, at flere dyrlæger fra Fødevarestyrlsen blev forgiftet, fordi de manglede erfaring  med aflivning af mink.

»Regeringen havde måske truffet en anden beslutning, hvis de havde kendt branchen bedre. Der er ingen tvivl om, at det har overrasket mange, at erhvervet fylder så meget med tusinde farme, hvoraf mange er rigtig store og har mange mennesker ansat og en stor følgeindustri med betydelig eksport af maskiner til udlandet,« siger Tage Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Det har været et meget, meget uskønt forløb og helt uden plan,« siger minkformanden, som vurderer, at i alt 400-500 mand har været i gang fra politiet, Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, 400 mand fra hæren, rumænerne – og alle de andre. »Det er en stor operation, og jo flere, der var involveret, jo større var risikoen for smitte,« konstaterer Tage Pedersen.

Sådan så hverdagen ud i Nordjylland set fra minkformandens stol i de dramatiske dage. Men det var en anden version, der nåede frem til københavnerne via Ritzau. Under overskriften »Erfarne udlændinge skal sætte tempo på minkaflivningen«, citerede bureauet en lokal politiinspektør for at sige om rumænerne: »Det er professionelle, der ved, hvad de har med at gøre, som er vant til det og kan det. Så det er simpelthen altafgørende for, at vi kan få det til at køre.«

Tage Pedersen er helt uenig: »Rumænerne kunne ikke klare jobbet. Det indså myndighederne efter to-tre ugers kamp, hvor kostbar tid blev spildt, og omsider fik avlerne lov til selv at stå for aflivningen,« siger han.

Og tallene taler for sig selv: Minkavlerne endte med at aflive 14-15 millioner mink på ti dage, mens rumænerne og folk fra Fødevarestyrelsen blot klarede en-to millioner på fem uger.

Pelsjægere i Canada

For Tage Pedersen begyndte det hele i 50erne, da hans far, Åge Pedersen, læste om pelsjægere i Canada, som indfangede dyr og avlede på dem frem for at fange dem i fælder. Faren, der var mejerist, startede med fem mink, som han fodrede med fiskeaffald fra havnen i Vejle, som han hentede i en spand på cyklen – ti kilometer hver vej fra Hedensted.

Faren vidste ikke, at han tog del i det, vi i dag kalder biocirkulær økonomi. Hemmeligheden bag den omfattende minkavl i Danmark er nemlig vores store fødevareindustri med mange biprodukter, som minken lever af.

Dengang fik mink kun et par unger om året (i dag betyder avlsarbejde, at de får fem-seks unger), så bestanden voksede kun langsomt, og først efter 12-14 år blev faren selvstændig. Tage Pedersen, som i dag er 58 år, voksede op på farmen, som han overtog i 1982 sammen med sin bror. Dengang var der en snes ansatte. Da mink-erhvervet lukkede ned i november, var de 100.

Familien Pedersens minkkoncern, døbt Sole Gruppen, udviklede sig til at omfatte 12-14 farme og en minkfoderfabrik. Diversifikation ind i blandt andet en spærfabrik og ejendomme i flere byer, herunder København, bankede omsætningen op over en halv milliard kroner og egenkapitalen op på 150 millioner kroner i 2019.

Inden nedlukningen producerede Sole Gruppen foder til omkring 200 pelsdyrfarme i Danmark. På årsbasis svarede det til en produktion på omkring 150.000 ton, som igen svarede til 19 pct. af foderproduktionen i Danmark.

Koncernens farme producerede i størrelsesordenen 400.000 minkskind om året eller 1,6 pct. af den samlede produktion af skind i Danmark og en halv procent af verdensproduktionen. Men det er altsammen slut nu i folkesundhedens navn.

Folkesundheden

»Som minkavler tænker jeg også på folkesundheden. Man skal ikke have mink i Danmark, hvis man er bange for folkesundheden. Det skal jeg være den første til at sige. Sådan er det,« siger han.

Men Tage Pedersen mener alligevel, at man godt kunne have beskyttet befolkningen mod smitte uden at nedlægge minkerhvervet.

»Jeg har arbejdet intenst på, at erhvervet kunne få lov til at blive. Men regeringen har fulgt skiftende strategier siden juni, hvor besætningen på tre farme blev aflivet, hvilket var en helt rigtig beslutning. Hen på sommeren traf man så en anden beslutning, hvor man opfordrede til smittebeskyttelse. Farmene gjorde en masse, og der blev taget prøver hver tredje uge på alle farme, og i lang tid gik det godt.«

»Så kom der mere smitte i september, og i branchen blev vi noget nervøse og bad om lidt action fra regeringen – skulle vi ikke have aflivet nogle flere mink? Det er altid nemt at være bagklog, men det havde nok været bedre at gøre det på det tidspunkt,« siger han.

»I starten af oktober fik vi så pludselig en ny strategi om at aflive alle syge mink og mink inden for en radius på 7,8 km fra de smittede farme. Det bakkede vi fuldt op om, omend vi problematiserede zonernes størrelse, som vi anså for rigelig store. Men hvis man har syge besætninger, så gælder det om at få dem væk hurtigst muligt, inden de smitter nabobesætninger eller mennesker. Det var vi enige med regeringen i,« siger han.

De tusind farme

Mange danskere, som har lært branchen at kende fra TV, er blevet overraskede over, hvor avanceret minkproduktionen foregår med alskens maskiner til pelsning og enorme produktionshaller. Måske også statsminister Mette Frederiksen (S), som – tårevædet – først besøgte en minkfarm forleden, da det hele var slut.

Det har formentlig også overrasket mange, at erhvervets formand ikke optræder i gummistøvler, kittel og bred dialekt, men i velsiddende jakke og modebriller som andre professionelle forretningsfolk.

»Regeringen havde måske truffet en anden beslutning, hvis de havde kendt branchen bedre. Der er ingen tvivl om, at det har overrasket mange, at erhvervet fylder så meget med tusinde farme, hvoraf mange er rigtig store og har mange mennesker ansat og en stor følgeindustri med betydelig eksport af maskiner til udlandet,« siger Tage Pedersen.

Efter lukningen af minkerhvervet og dermed en stor del af familievirksomheden, er Tage Pedersen ligesom alle landets andre minkavlere tvunget til at tage sit liv op til ny overvejelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Mens danske minkavlere græder, kan kineserne glæde sig over, at de står til at overtage positionen som verdens førende producent. Danmark og Kina har altid konkurreret skarpt, og lige nu går salget af minkjakker amok i det store land, som – næsten – har lagt coronakrisen bag sig.

»Den store forskel på Kina og resten af verden er, at der stort set ikke har været covid-19 bortset fra i Wuhan. Nogle få tilfælde er slået meget hårdt ned, og i Kina er det en slem dag, hvis de finder 50 tilfælde ud af befolkningen på 1,3 milliarder. Derfor er minkfarmene gået fri for smitte,« siger Tage Pedersen.

Med ét blev der stille

I dag er der stille i Sole Gruppen, selvom Pedersen-familien er sluppet nogenlunde nådigt. »Kun« en tredjedel af minkproduktion har været smittet eller smitte-mistænkt, resten er pelset på normal vis. Det betyder, at de fleste skind kan sælges på auktion til foråret, mens resten skal erstattes af statskassen – en erstatning, der lader vente på sig, for ikke at tale om erstatningen for ekspropriation, som ligger endnu længere ude i fremtiden. Minkfarmene er døde for altid.

Tage Pedersen, hans bror og nevøen, som stod for den daglige drift, skal alle tage deres liv op til ny overvejelse. Familien har være mere heldige, dygtige og fremsynede end mange minkavlere og har sikret sig flere ben at stå på end mink.

»For langt de fleste avlere er der stor usikkerhed om, hvad de nu skal. Jeg har heller ikke besluttet, hvad jeg skal. Men måske noget helt andet end ejendomme og passive investeringer i andre ting. Jeg skal finde noget, der er mere spændende.«

»Minkavlere er en del af landbruget, men alligevel anderledes. Avlerne har meget forskellig baggrund. De sætter en ære i at være selvstændige og uafhængige, og kan godt lide at tage chancer. Vi har jo aldrig fået støtte fra EU eller andre steder,« påpeger Tage Pedersen med en lille portion stolthed i stemmen.