Hele verden synes, at vi er de bedste. Det får vi hele tiden at vide. Få historier får hurtigere medvind i vores nyhedsbillede, end når det britiske magasin Monocle kårer København til verdens mest cool by, når vi udråbes til verdens lykkeligste folk, og når San Pellegrino markedsfører sig selv ved at udråbe Noma som verdens bedste restaurant.

Vi kan også selv være med; Jeg blev noget overrasket, da jeg efter ti år i udlandet returnerede til fædrelandet og tændte for TVs nytårskavalkade og mødtes af en studievært, der kundgjorde, at 2013 blev året, hvor dansk kultur bragede igennem internationalt. Det var jeg nemlig, ligesom resten af verden, slet ikke klar over. Studieværten blev mange måneder senere efterfulgt af en forståeligt stolt borgmester, der – i forbindelse med Apples etablering i Viborg – proklamerede, at hans by nu var hele verdens referencepunkt.

Der er ikke noget bedre, end at resten af verden siger, at vi er de bedste. Selv os, der kommer fra Jylland, bliver stolte, fordi vi jo ikke kan lide at prale på trods af, at vi kender vores værd.

Kigger man ud over grænsebommene, ser verden imidlertid noget anderledes ud: The Economist (der næppe som Monocle kan klandres for at nurse en lille New Nordic-begejstret målgruppe), kårer verdens bedste byer, men vores hovedstad er slet ikke på listen. Når Elite Traveler, der ellers er højt respekteret, anbefaler klodens bedste spisesteder, så roder Noma rundt på pladsen som nummer 38 – for øvrigt som eneste danske bidrag på listen. Og i Shanghai, hvor jeg sidder lige nu, er der sædvanen tro ingen, der har hørt om Viborg – med eller uden æbler.

Nu kan det jo være let at hakke på medierne og en enkelt lokalpolitiker, og det er da heller ikke mit ærinde. Det handler i stedet om, at den selektive hørelse, der fremmaner en oplevelse af os selv som verdens absolut førende, er potentielt skadelig for dansk erhvervslivs evne til at innovere.

Situationen er nemlig den, at mange af de virksomheder, der, på trods af et småt hjemmemarked, formår at udvikle og opfinde og følgelig klare sig godt internationalt, stort set alle ser sig selv i rollen som udfordrer.

Der er en utrolig stærk energi i at være udfordrer. Så sent som i den forgangne uge fik vi et fantastisk bud på det fra Burger King, der inviterede McDonald’s til et fælles projekt for fredelig sameksistens. Det var vittigt, intelligent – og udfordrende. Og på trods af Burger Kings alt andet end beskedne størrelse var det iscenesat ydmygt og sympatiskabende. Den rolle, Burger King indtog, er et resultat af, at koncernen har tvunget sig selv til at genopfinde og være original.

Det er det, udfordrerens rolle gør for en virksomhed: Den tvinger os til at udvikle, forbedre og lytte mere, end vore konkurrenter har motivation og fleksibilitet til. Og de største ideer gror jo fra dem, der vil udvikle, og ikke fra dem, der selvfede hviler på laurbærrene.

Det er dejligt, at alle de andre elsker vort land. Det skal de endelig blive ved med. Men det er en begrænsning, når vi kun får lov at lytte til dem, der mener, at vi er verdens bedste, fordi det jo er sådan med kritik, at det nu engang er den negative, man lærer mest af.