De danske familier i centrum for hård mobilkrig

TDCs kabel-TV-selskab YouSee melder sig ind i kampen med familierabatter på mobiltelefoni, som mange TV-kunder nu er steget med på.

Foto: Torkil Adsersen

TDC har måttet sige farvel til en stor del af kunderne fra lavprismobilselskabet Onfone, som TDC købte for tre år siden.

Til gengæld er det lykkedes TDC-koncernens kabel-TV-selskab YouSee, som slugte Onfone, at sælge mobiltelefoni til mange flere af sine TV-kunder, og nu skruer YouSee yderligere op og vil gå efter familierne ved at give rabatter på alle ekstra mobilabonnementer.

Fra fredag giver YouSee 50 kroners nedslag om måneden på mobilabonnement nummer to og opefter i husstanden og satser på, at den særlige mulighed for hele tiden at kunne veksle en times ubrugt tale til en gigabyte mobildata og omvendt fortsat vil trække.

»Vi har nu 250.000 privatkunder og har fået knap 10.000 flere siden forsommeren. Nu indfører vi et familiekoncept. Vi forventer, at flere end 30 procent af kunderne til sommer har en familiepakke. De er en del af den vækst, som YouSee skal levere næste år,« forklarer Kasper Ørtvig, direktør i YouSee Mobil, som det gamle Onfone nu hedder.

Stor udskiftning

TDC købte efter flere års opslidende mobilkrig lavprismobilselskabet Onfone for 300 millioner kroner i maj 2011. Ved seneste årsskifte skiftede Onfone navn til YouSee Mobil og blev lagt ind under YouSee. Da TDC købte Onfone, havde Onfone omkring 170.000 kunder.

»Dengang havde omkring kun halvdelen af Onfone-kunderne TV. Nu er det ni af ti kunder. Mange af de gamle Onfone-kunder er gået til lavprisselskaberne siden. Nu er det næsten kun YouSees 1,2 millioner TV-kunder, som vi sælger mobiltelefoni til. Flere og flere kunder har nu både TV og mobiltelefoni hos os, og det mere end opvejer dem, der smutter andre steder hen,« siger Kasper Ørtvig.

En del nye kunder kommer fra andre grene af TDC-koncernen, men andelen af nye kunder fra konkurrenterne ligger ifølge direktøren »stabilt«.

YouSees mest solgte mobilpakke koster 149 kroner om måneden. Den rummer - foruden YouSee Play Musik, 4G-forbindelse og fem timers udlandstelefoni - ti timers tale og to gigabyte data, som man løbende selv kan veksle i forholdet 1:1, så den kan blive f.eks. to timers tale og ti gigabyte data. Bland-selv-konceptet er spydspidsen i kampen om at få hele familier med i folden ved at give 50 kroners rabat om måneden på alle efterfølgende mobilabonnementer.

»Vi prøver en anden vej med valgfrihed og fleksibilitet. Børn efterspørger sjældent fri tale, som de fleste tilbyder. Det handler mere om tjenester og en masse data. Hos os kan man selv bestemme sammensætningen,« siger Kasper Ørtvig.

Kamp om familien

TDC-koncernen mistede i juli-september 23.000 private mobilkunder og er på et år gået 144.000 private mobilkunder tilbage på grund af priskrigen.

»99 kroner er lige nu det store prispunkt i markedet. Priskrigen holder ikke op, men vi vil helst ikke være med på slagmarken til 99 kroner. Vi sælger faktisk abonnementer til en højere pris og formår at fastholde kundens gennemsnitlige månedsforbrug,« siger Kasper Ørtvig.

Også TDCs nærmeste konkurrent, norskejede Telenor, har skærpet kampen om familiekunderne, senest ved at lægge Microsofts Office 365-kontorpakke med tilhørende ubegrænset netlagerplads gratis oven i familieabonnementerne.

»Selskabernes bedste våben er at bygge et stort hegn rundt om kundebasen, så kunderne ikke længere 100 procent kan sammenligne pris mod pris men – hvis de vil skifte abonnement eller selskab – skal til at give afkald på noget, der har væsentlig værdi for dem. Det er fundamentet for at have en god forretning, at man kan holde på kunderne,« sagde senioranalytiker Morten Imsgard, Sydbank, forleden til Berlingske.

Opdateret 2014-11-06: Lanceringen sker først fredag, ikke torsdag som først skrevet