De blev tvangslukket under corona. Nu venter tusindvis af virksomheder på en »tikkende bombe«

Der er fortsat næsten 100.000 sager om coronakompensation, der mangler at blive afgjort. Det har store konsekvenser og risikerer at knække en lang række virksomheder, lyder advarslen nu. Flere partier vil have ministeren til at gribe ind.

Freddy Hejgaard blev tvangslukket under coronakrisen og tog i alt imod 1,9 millioner kroner som kompensation i forskellige hjælpepakker. Nu risikerer han at skulle betale en stor del af det tilbage. Asger Ladefoged

Freddy Hejgaard har ventet siden efteråret 2021 på at få at vide, hvad der skal ske med næsten en halv million kroner, han har ude at svæve.

Han ejer et træningscenter og en frisørsalon i Frederiksværk og tog under coronakrisen, hvor han blev lukket ned af staten, imod hjælpepakker for at holde dem i live.