»De bedste entreprenører er modige - ikke tossedumme«

Europa - og Handelsminister Nick Hækkerup uddeler i aften prisen til »Entrepreneur of the year«. Ifølge ministeren er et gennemgående træk for de nominerede virksomheder, at de har taget chancer i kriseårene.

Foto: Claus Bech. Nick Hækkerup lover gode betingelser for danske vækstvirksomheder.
Læs mere
Fold sammen

Fem virksomheder venter i dag spændt på at få at vide, om de har fået Ernst & Youngs vækstpris og bliver kåret som »Entrepreneur Of The Year 2013«.

Alle landets regioner er repræsenteret. Og feltet spænder bredt fra Falck Schmidt på Fyn, der er underleverandør til våbenindustrien til nordjyske Det Danske Madhus, der leverer mad til ældre.

Men fælles for de nominerede er, at de har trodset krisestemningen og taget chancer gennem de seneste år, siger Europa - og Handelsminister Nick Hækkerup, der overrækker prisen i aften.

»Hvis man overhovedet kan sige, hvad der er fælles for de her virksomheder, så er det, at de er dygtige og modige. Dygtige på den måde, at mange af dem er de bedste i verden til at lave det, de laver og modige på den måde, at de tager nogle chancer - ikke sådan nogle tossedumme chancer, men de satser og vinder,« siger han til Berlingske web-tv og fortsætter:

»Der er mange store virksomheder, der står for meget af eksporten i dag. Men vi skal jo have en underskov af små virksomheder, der kan vokse op og bliver større. Og derfor er det enormt vigtigt,at vi har et erhvervsklima, hvor de kan vokse,« siger Europa - og Handelsministeren.

Hør hele klippet her, hvor ministeren også lover, at den netop indgåede finanslov vil give vækstvirksomheder bedre vilkår. 


Du kan læse mere om dagens arrangement her.

De nominerede er Falck Schmidt Defence Systems A/S (Fyn); Vestergaard Company A/S (Sjælland); Haldor Topsøe A/S (København); MacArtney A/S (Syd- og Sønderjylland); Danske Commodities A/S (Midtjylland).