Datatilsyn indskærper beskyttelse af persondata på coronapas

Kun helt nødvendige oplysninger skal fremgå af det coronapas, som danskerne nu for alvor bruger, og de må under ingen omstændigheder blive gemt i en central database i EU, fastslår de europæiske datatilsyn. Etisk Råd foreslår trafiklysmarkeringer for at vise, om alt er i orden.

Det meget omtalte coronapas er blot et digitalt dokument, som bekræfter, hvornår man senest er blevet coronatestet, og at prøven er negativ, eller at man er blevet vaccineret. De personlige oplysninger, heriblandt cpr-nummeret, får datatilsynene i EU til at løfte pegefingrene.

De europæiske datatilsyn advarer mod, at der oprettes nogen som helst central database i EU med oplysningerne fra de coronapas, som danskerne i disse dage for alvor vænner sig til at skulle bruge for at bevise, at de er testet negative for coronavirus. Samtidig skal brugen af coronapassene begrænses og ophøre, straks pandemien er ovre.

Sideløbende opfordrer Det Etiske Råd til, at man ændrer på passene, som blot er et digitalt dokument på en enkelt side, så personnumre tones ned, og der i stedet bruges farvesignaler som i trafiklys for at markere, om alt er i orden.