Mens verden lukkede ned, lukkede internetverdenen op og skabte et så akut behov hos private og virksomheder for at komme på nettet, at den danskgrundlagte storudbyder af hjemmesideplads, One.com, efter massiv vækst nu går efter at blive førende i Nordeuropa – og gerne gennem endnu flere opkøb.

2,5 millioner internetadresser bestyret af 1,5 millioner kunder har lige nu hjemme hos One.com, der blev stiftet i 2002 af den danske iværksætter Jacob Jensen og i dag har flyttet hovedkontoret til Sveriges tredjestørste by, Malmø, men bevaret et solidt brohoved i Danmark på Kalvebod Brygge i København lige ved havnekajerne.