Danskernes hang til billig mælk rammer Arla

Mejerigiganten Arla er også ramt af finanskrisen. Danskerne købte færre og billigere produkter hos mejeriet, der tabte 382 mio. kr. i 2008

Foto: Claus Fisker / Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Arla Foods solgte i 2008 mejeriprodukter for 49,5 milliarder kr. mod 47,7 milliarder i 2007. Men 2008 sluttede vanskeligt for mejerigiganten. Årets resultat efter skat blev 556 millioner kroner. Det er et fald på 382 millioner sammenlignet med sidste år, og 350 millioner mindre end forventet. Resultatet er ikke tilfredsstillende, erkender Arla Foods adm. direktør Peder Tuborgh.

”Den finansielle krise slår klart igennem i årsresultatet – og krisen ramte hårdt, ikke mindst i sidste kvartal 2008. De sidste måneder af året udviklede sig værre, end vi havde frygtet, da vi nedjusterede forventningerne til årsresultatet så sent som i december 2008. Vores årsresultat på 556 mio. kr. afspejler krisen samt det pressede mælkemarked, hvor prissituationen generelt er meget negativ”, siger Peder Tuborgh i en pressemeddelelse.

I december 2008 sænkede Arla forventningerne til årets resultat fra 900 millioner kroner til 600-700 millioner kroner.

Det negative resultat skyldes, at forbrugerne købte mindre og valgte billigere produkter som et resultat af finanskrisen. Desuden påvirkede et negativt valutakursfald på pundet, dollaren og den svenske krone resultatet.

På trods af det utilfredsstillende resultat har Arla i 2008 haft den højest løbende udbetaling til andelshaverne nogensinde. Andelshavernes årlige efterbetaling blev dog dårligere end forventet.

Årets regnskabstal skal godkendes af repræsentantskabet i næste uge.