Danskerne vil have danske varer

Danskerne har taget de nordiske varer til sig, og flere butikker vil kunne have succes med at sætte flere lokalt producerede varer på hylderne, siger ekspert.

Kunderne lægger stadig flere nordiske varer i indkøbskurven. Det ses blandt andet hos butikskæden Irma, som sidste år lancerede »Irmas Nordiske Smag«, der består af 442 varer.

Kunderne har velvilligt smidt nogle ekstra kroner efter en nordisk produceret æblemost, eddike eller honning. Indtjeningen fra »Irmas Nordiske Smag« udgør i dag ti procent af Irmas samlede omsætning. Indkøbschef hos Irma, Leif Larsen, mener, at danskernes interesse for »Irmas Nordiske Smag« skyldes, at butikskæden har sat øget fokus på de nordiske varer.»Mange af varerne havde vi allerede inden, vi lancerede »Irmas Nordiske Smag«, men salget af varerne er steget, siden vi har samlet varerne i en fælles kategori og øget opmærksomheden på dem.«

Kunderne shopper bredt

Det er ikke kun Irma, der har succes med nordiske varer, fortæller Heidi Boye, ph.d. og ekstern lektor på Copenhagen Business School.

»Man vil kunne se det i flere dagligvarebutikker. Alle undersøgelser viser, at der ikke er nogle kunder, som kun handler i én dagligvarebutik. Vi shopper rundt, og folk, der går i Irma, handler også i Lidl eller Netto.«Og her skal kunderne træffe samme valg som i Irma, siger Heidi Boye.»Skal vi købe den billigste remoulade, eller skal vi købe den danskproducerede remoulade. Mange vælger den danske vare, fordi vi føler, at vi får et produkt af højere kvalitet, som er produceret under forhold, vi kender.«Man kan derfor ikke konkludere, at det kun er Irma, der vil have succes med at satse på nordiske varer, siger Heidi Boye.»Flere butikker vil formentlig kunne sætte flere nordiske varer på hylderne og få en pæn indtjening ud af det.«