Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danskerne lånte sidste år 99,3 millioner kroner i dyre SMS- og internetlån med en løbetid på op til tre måneder.
Det viser tal fra tre udbydere, skriver Jyllands-Posten.
Lånene er tredoblet i omfang siden 2009, og der kan være flere udbydere, hvorfor beløbet ifølge Forbrugerombudsmanden kan være endnu højere.
I de to første kvartaler af 2013 blev henholdsvis 12 og 14 procent af lånene misligholdt. I årets sidste to kvartaler var tallene steget til 25 og 24 procent.
Forbrugerrådet Tænk ønsker, at man fra politisk hold nedlægger forbud mod kviklånene, som ifølge rådets formand, Anja Philip, med tårnhøje omkostninger og forfejlede kreditvurderinger får låntagerne til at ende i RKI.
Hun mener, at nogle firmaer spekulerer i at låne penge ud, selvom de ved, at folk ikke altid kan betale tilbage. Det vil være ulovligt, da man ikke må låne penge ud, hvis man kan se, at vedkommende får svært ved at betale tilbage, skriver avisen.
»Så længe der ikke er et loft over, hvor dyre lånene må være, løber deres forretning rundt ved hjælp af de forbrugere, der ender med at betale de vanvittige lån tilbage. Et loft over hvor høje årlige omkostninger i procent lånefirmaerne må tage, og krav om en forudgående kreditvurdering, ville ødelægge den usympatiske forretningsmodel,« siger Anja Philip til Jyllands-Posten.
Det er oftest unge mellem 25 og 29 år, der tager de korte lån på typisk 1.000 eller 2.000 kroner med korte tilbagebetalingsfrister og meget høje renter, skriver avisen.
Forbrugerombudsmanden har på grund af stigningen i misligholdte lån nu udbedt sig en redegørelse fra branchen. Derudover kommer der nye regler på området, som kommer til at gælde fra 1. april.