Danskerne klar til dyre telefoner

Dyre smartphones har gjort danskerne parat til et farvel til mobilrabatter. Nu gælder det i stedet billigere og mere gennemsigtige abonnementer.

Kø foran Telia-butik på Strøget da iPhone 4 blev lanceret i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen
Det er snart slut med billige mobiltelefoner. Telenor har sagt farvel til rabatter på mobiltelefoner, og både TDC og Telia antyder at være på vej i samme retning. I stedet får danskerne mere gennemsigtige abonnementer og billigere minutpriser. Og ifølge teleselskaberne har udviklingen længe peget i den retning.

"Vi har især kunnet se det på efterspørgslen på smartphones, der i forvejen er dyrere end gennemsnittet. Så forbrugerne er begyndt at vænne sig til dyrere telefoner og fokuserer i stedet på abonnementet," siger Michael Beck, salgsdirektør i Telia.



Telia har i knap et år kørt med en abonnementsmodel uden mobilrabatter, og erfaringerne herfra har været positive, lyder det fra salgsdirektøren.

"Vi bifalder Telenors udmelding om at skrotte rabatterne. Vores erfaringer er, at kunderne ønsker lavere priser på abonnementet og accepterer et mindre tilskud på telefoner," siger han.

Michael Beck afviser til gengæld, at det er et forsøg på at dæmme op for discountselskabet Onfones kundejagt hos de store selskaber.



"Discountselskaberne har altid været der og vil altid været der. Der har næsten altid været 25 lavprisselskaber i Danmark ved siden af de store operatører," siger han.

Også TDC brygger på ændringer i produkterne, men ønsker endnu ikke give et hint om, hvad der er på vej.

"Vi har i længere tid set, at markedet var i gang med at ændre sig. Det er klart, at kunderne efterspørger mere gennemskuelige abonnementer, og vi arbejder på nye tiltag. Men det er vigtigt for os, at det bliver den rigtige løsning med udgangspunkt i undersøgelser af markedet og kunderne," siger Anders Jensen, koncerndirektør i TDC Privat.