Danskerne har fået smag for håndlavet chokolade

Chokolade er blevet en kultvare ligesom vin og kaffe, og forbrugerne efterspørger kvalitet. Det har tiltrukket nye udbydere, der tjener godt, selv om høje afgifter presser indtjeningen.

Foto: Flemming Krogh

Markedet for håndlavet chokolade af rene råvarer har udviklet sig kraftigt de senere år.

Hvor der tilbage i firserne kun var en enkelt større producent, Sv. Michelsen Chokolade, der gjorde sig i segmentet, er der siden begyndelsen af 90´erne kommet flere nye aktører til. Som for eksempel Peter Beier Chokolade og Summerbird, der drives med udgangspunkt i Grønlykke-slægtens fødevarehus, Løgismose ved Assens.

Læs om fem forskellige chokoladeproducenter her

I dag er interessen for håndlavet chokolade ikke bare et storbyfænomen. De fleste større provinsbyer har en eksklusiv chokoadebutik, der udbyder håndlavet chokolade. Senest er endnu en udbyder kommet til: Aalborg Chokoladen.

Administrerende direktør Nicolas Dorff Christiansen, der er tredje generation i firmaet Sv. Michelsen Chokolade, har fulgt udviklingen tæt:

- For tyve år siden var det svært at sælge chokolade af kvalitet. Folk vidste for lidt om det. Med boomet i 90´erne begyndte folk at blive bevidste - ligesom de er blevet det med vin, kaffe og andre fødevarer. Ingen kommer sovende til resultater, men udsigterne er gode, mener Nicolas Christiansen.

Læs også: Gourmet-forbruget vokser markant

God overskudsgrad

Prismæssigt skønnes det i branchen, at Summerbird og PB Chokolade er førende, mens producenter som Sv. Michelsen og Aalborg Chokoladen typisk ligger godt 15 procent under. Priserne er mindst tre gange så høje som produkter fra masseproducenter som Toms og Carletti.

Den mindste og nyeste af udbyderne, Aalborg Chokoladen, der ejes af kokken John Aslev Jensen, betoner, at løbende produktudvikling er afgørende for at klare sig i konkurrencen.

Aalborg Chokoladen, der foreløbig sælger via forhandlere, men også på sigt ønsker at åbne egne butikker, arbejder lige nu med et særligt gujobær fra Tibet, der indeholder mange antioksidanter, og som er godt for helbredet. John Aslev Jensen håber at skabe en særlig aura om netop dette produkt.

Læs om fem forskellige chokoladeproducenter her

Indtjeningsmæssigt klarer udbyderne sig ganske godt sammenlignet med den øvrige detailhandel. Overskudsgraden, der måler driftsresultatet i forhold til nettoomsætningen, ligger i gennemsnit på 4,5. Som Peter Beier, ejer af kæden af samme navn, har udtrykt det, så er håndlavet chokolade - om ikke »big business« - så i hvert fald business.

Både han og ikke mindst konkurrenten Summerbird har haft meget gode regnskabsresultater i de senere år trods en kraftig ekspansion. Bedømt på nøgletallene viser ErhvervsBladets konkurrentanalyse, at Summerbird klarer sig bedst - efterfulgt af Peter Beier Chokolade.

Læs også:

Chokolade-konge fortsætter fremmarch

Kaffebar-kæde skummer for alvor fløden

Afgiften truer salget

Den største trussel mod branchen for tiden er det voldsomme afgiftstryk, som staten lægger på chokoladeprodukterne. De har i årevis kæmpet med en chokoladeafgift og en sukkerafgift. Senest er der indført en fedtafgift, som ikke alene øger omkostningerne, men også udgør en ny stor administrativ byrde, fordi afgiften skal udregnes særskilt baseret på fedtindholdet i hver enkelt variant. Og udbyderne af håndlavet chokolade har ofte flere hundrede varenumre.

- Jeg tror ikke, politikerne er klar over, hvor store problemer de skaber for os. Det er OK at lægge afgifter på fødevarer, men hvorfor skal vi slås med tre afgifter. Vi kunne vel nøjes med en, siger John Aslev Jensen fra Aalborg Chokoladen.

Den stigende afgiftbyrde på branchen svækker dog ikke optimismen hos producenterne, selv om der givetvis er en overgrænse for, hvad forbrugerne vil betale for kvalitetschokolade.

- Den viden, som forbrugerne i dag er i besiddelse af om kvalitet, forsvinder ikke sådan lige. Stadig flere prioriterer nydelse ud fra princippet om »lidt men godt«, og det vil præge efterspørgslen mange år frem, siger Nicolas Dorff Christiansen fra Sv. Michelsen Chokolade.