Danskerne har de laveste telefonregninger

Danmark ligger helt i bund, når det gælder telefonregninger. Det skyldes den hårde konkurrence.

Mobilregningen til danske privatkunder med enten et lavt eller et højt forbrug er den billigste blandt de 34 vestlige lande, mens et middel forbrug udløser den næstbilligste regning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Helles Eriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om mange fortsat brokker sig over den månedlige telefonregning, har Danmark noget nær de laveste priser blandt de 34 OECD-lande.

Det gælder både på fastnet- og mobilområdet, viser nye tal, som i dag offentliggøres af den øverste telemyndighed i Danmark, IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet, i rapporten »Det Digitale Samfund«, hvor danskernes brug af IT og telefoni kortlægges

Undersøgelsen sammenligner priserne på et lavt forbrug, et mellemforbrug og et højt forbrug med både tale og sendte SMS-tekstbeskeder og MMS-billedbeskeder.

Mobilregningen til privatkunder med enten et lavt eller et højt forbrug er den billigste blandt de 34 vestlige lande, mens et middel forbrug udløser den næstbilligste regning. De tre øvrige, nordiske lande – Finland, Norge og Sverige – ligger lige efter Danmark, og selv om der er store forskelle i, hvad man betaler for, er slutregningerne ikke så langt fra hinanden. I Sverige udgør abonnementspriserne f.eks. en meget stor andel af prisen, hvad det ikke gør i Danmark.

»Fire selskaber i Danmark leverer mobiltelefoni med egen infrastruktur (eget mobilnet, red.). Det giver en heftig konkurrence. Derudover har vi tidligt haft mobiludbydere, der solgte via de stores net. Det har været med til at give yderligere konkurrence og har resulteret i lave priser. Danmark er virkeligt godt kørende på priserne,« siger vicedirektør i IT- og Telestyrelsen, Finn Petersen.

Han tør ikke sige, hvilken prismodel der er mest attraktiv men slår fast, at det er vigtigt at kunne få en prispakke, der passer til forbruget. Sender man mange SMSer, bør abonnementet tage højde for dette.

Hvor mobiltelefoni er i kraftig vækst, går det konstant tilbage for antallet af fastnetabonnementer, der for et år siden for første gang nåede ned under to millioner. Til gengæld viser »Det Digitale Samfund« overraskende, at næsten to af fem 75-89-årige danskere – præcis 18 procent – sender SMS-beskeder, selv om de ikke er vokset op med mobiltelefoner. I første halvår af 2010 blev der i alt sendt 6,5 milliarder SMS-beskeder i Danmark, et tal, der har ligget nogen lunde jævnt i et par år.

»Vi ved det ikke, men vi kan antage, at det er en måde at kommunikere med børnebørnene på, som trækker de ældre med,« siger Finn Petersen.

Privatpersoners fastnetregning er den tredjelaveste målt på et lavt eller middel forbrug, mens den er næstlavest, hvis man har et højt forbrug.

Blandt erhvervskunder, som stadig har fastnettelefoni, slipper det lille kontor tredjebilligst, mens små og mellemstore virksomheder får den næstbilligste regning.

»På et tidspunkt hed det, at mobiltelefoni var et supplement til fastnettelefoni. Udviklingen har vist, at det nu er modsat,« siger vicedirektør Finn Petersen.