Danskerne bruger formuer på vin

Det er muligt at se meget nøje, hvordan danskerne bruger deres penge. Den nye Statistisk Årbog for 2007 giver indblik i, hvor danskerne lægger flest penge.

Hvis tilbudsaviserne bugner af fristende flasker med vin fra alle dele af kloden, er det ingen tilfældighed. Rød- og hvidvin er nemlig gået hen og blevet en af de allerstørste poster på den del af danskernes forbrug, der går til føde- og drikkevarer.

Det afslører den nye udgave af Statistik Årbog for 2007, som netop er udsendt.

En familie med to voksne under 60 år, som ikke har børn, bruger nu mere end 3.300 kroner om året på vin, fremgår det.

Dertil kommer 1.700 kroner på øl og tæt ved 1.000 kroner på spiritus.

Til sammenligning bruger en tilsvarende familie kun knap 2.000 kroner på at købe okse- og kalvekød kød, eller 1.700 kroner på ost om året. Så vin er blevet en af de største poster på de fleste danskers budget for dagligvarer.

Det er i øvrigt 44.000 kroner en husstand med to vokse uden børn samlet set bruger på føde- og drikkevarer om året. Det er lige så meget som 3.667 kroner om måneden.

Færre penge til mad
Samlet set er det dog en hastigt faldende andel af danskernes totale forbrug, der går til føde- og drikkevarer.

Over de sidste 40 år er denne andel faldet fra en tredjedel til nu under 15 procent af det totale forbrug. Så selv om vi spiser og drikker mere end før, og især har øget forbruget af vin, kød og andre relativt dyre fødevarer, så fylder dette forbrug mindre og mindre på danskernes samlede budgetter.

Boligen sluger mere
Flere penge sluger derimod boligen, elektricitet, varme og alt muligt udstyr til boligen i form af møbler, køkkengrej, tæpper med videre. Transport og køb af nye biler samt rejser er andre store poster, der vokser.

Men ellers går en stor og hastigt stigende del af danskernes forbrug til ren luksus.

Eksempelvis bruger familien uden børn 11.600 kroner om året på restauranter, 2.700 kroner på at køre i taxa og 10.500 kroner på at købe charter rejser ud af landet eller andre ferierejser med fly, færge og tog, fremgår det.

36.000 kr. til forbrug
Store poster er også køb af computere, DVD-film, fotoudstyr og andet elektronisk isenkram, og så bruger denne typiske familie i øvrigt også 2.000 kroner om året på Lotto og andre spil og 12.600 kroner på tøj og sko.

En familien med to vokse under 60 år og uden børn tjener i snit 616.000 kroner om året, og har 385.700 kroner til rådighed om året, hvoraf de 70.000 kroner bliver sparet op, fremgår det.

Husstande med to voksne og børn tjener mere endnu, nemlig 716.000 kroner før skat, hvilket giver dem tæt ved 36.000 kroner til forbrug – om måneden.

Måske mindre overraskende er det, at børnefamilierne er de største forbrugere af både slik og sodavand. 4.500 kroner bruges til dette formål om året i snit, mens enlige over 60 år er dem, som sætter mest kaffe, chokolade, cigarer, cerutter, syltetøj og margarine til livs.

Olivenolie er det derimod mere de par uden børn, der hælder ud over salater og stegepander, ligesom denne gruppe også er de største elskere af røget laks, skaldyr, ål, vildt og den slags mere eksklusive ting.