Danskerne bruger flere penge når de er i Tivoli

Der er forårsfornemmelser blandt gæsterne i Tivoli, der bruger lidt flere penge i forlystelsesparken end tidligere.

Tivoli's nyeste forlystelse, Fatamorgana. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

I hvert fald stiger omsætningen per gæst stille og roligt efter faldet under finanskrisen, fortæller Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, der vurderer, at det øgede forbrug skyldes flere små ting.

»Vi kan mærke, at forbruget spirer og vokser lidt, og vi føler, at der er en stigende optimisme. Det er vel opholdet, der er blevet lidt længere, og så bliver der eksempelvis købt en ekstra is, eller også bestiller gæsterne både forret og dessert og vælger måske en lidt dyrere vin. Det skyldes ikke én ting, men en masse små parametre«, siger han til Ritzau Finans.

Allerede sidste år begyndte det langsomt at gå fremad med forbruget per gæst, og ifølge Tivoli-direktøren fortsætter den trend i år, selv om vejret ikke har været helt på forlystelsesparkens side i den første måned af sommersæsonen. Det øgede forbrug skyldes en kombination af Tivolis egen indsats, men også den generelle udvikling i økonomien.

»Vi kunne jo sige, at det er fordi, at vi er enormt dygtig, men man kan samtidig også vende den om og sige, at det er den økonomiske udvikling, der får forbrugerne til at lægge flere penge«, siger Lars Liebst og påpeger, at det hurtigt kan vende.

»Vi så jo også, da vi havde den finansielle krise, at det hurtigt kan gå den anden vej. Omvendt har vi den fordel her, at vi kan mærke, at folk gerne vil have den årlige tur i Tivoli, og så er det måske de mere dyre investeringer, de holder igen med«, siger han.