Talrige danskere går noget nær amok på de sociale medier over parkeringsappen Parkpark. Selskabets app har netop ændret på forretningsmodellen, og dette betyder blandt andet, at kunderne på forhånd bliver trukket 300 kroner til parkeringskortet.
FDM og Forbrugerrådet Tænk bakker de rasende kunder op. De mener, at fremgangsmåden kan være ulovlig. Men det afviser Parkpark.
Betalingsmodellen fremgår af en nyhed på Parkparks hjemmeside, hvor det bliver fremhævet, at Parkpark bliver forudbetalt, ligesom man kender det fra Rejsekortet eller et taletidskort.
Dette bliver dog ikke modtaget videre positivt af kunderne. På Trustpilot, der er en gratis anmeldelsesplatform, vælter det ned med vrede kommentarer.
En bruger skriver således, at vedkommende har fået trukket 300 kroner uden nogensinde at have downloadet appen.
En anden skriver, at vedkommende er blevet trukket 300 kroner efter at have brugt appen for nogle år siden, men efterfølgende har slettet appen, fordi vedkommende ikke har bil.
Derudover er der også kommentarer, hvor brugere kalder den nye forretningsmodel for tyveri og svindel, ligesom en bruger kalder Parkpark for »gemene tyveknægte«.
Parkpark fremhæver, at man nemt kan slå funktionen vedrørende hævning af de 300 kroner fra eller ændre beløbet i appen.
Møder kraftig kritik
Hos både Forbrugerrådet Tænk og bilejernes organisation, FDM, bliver den nye Parkpark-forretningsmodel mødt med kraftig kritik.
»Jeg mener, at det som udgangspunkt kan være ulovligt. Man kan i Danmark ikke ændre aftalevilkår uden varsel. Det er man nødt til at blive enige med kunderne om. I forhold til det, jeg har hørt, har der ikke været den dialog med kunderne,« siger jurist i Forbrugerrådet Tænk Martha Nør Kjeldsen.
»Der er rigtigt mange virksomheder, som trækker penge på kundernes kort. Det kan være smart, men det gør også, at det er meget nemt for virksomhederne at have snablen nede i kundernes pung. Og det skal man være meget bevidst om, at man ikke misbruger,« siger Martha Nør Kjeldsen.
Juristen fremhæver, at Parkparks nye model er i strid med betalingslovens regler om, at man ikke må trække penge fra kunderne uden samtykke.
»I denne sag er jeg ikke bekendt med, at Parkpark har indhentet et aktivt samtykke, og det er problematisk,« siger Martha Nør Kjeldsen.
I de to mail, der er sendt ud – jeg har selv fået dem – er der ikke noget, som umiddelbart signalerer, at der bliver ændret i vilkårene.Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM
Nogenlunde samme melding lyder fra juridisk konsulent i FDM Dennis Lange.
»Vores vurdering er, at dette ikke er på den rigtige side af loven. Ikke mindst, når man laver noget, der er så indgribende. I de to mail, der er sendt ud – jeg har selv fået dem – er der ikke noget, som umiddelbart signalerer, at der bliver ændret i vilkårene. Derudover er det vigtigt at sige, at når man skal hæve penge på denne måde, så skal man have en positiv accept fra kunderne – det kan ikke bare gøres stiltiende,« forklarer Dennis Lange.
Ramt af øgede gebyrer
Den nordjyske iværksætter Mads Peter Veiby er medstifter af Parkpark.
Mads Peter Veiby oplyser, at han er på ferie, og henviser derfor til adm. direktør i Parkpark, Michael Buch Sandager.
Direktøren fremhæver, at Parkpark er en app med en betalingsformidling, hvor Parpark tager en krone for hver parkering, men at virksomheden bliver mødt med stadig højere gebyrer fra Nets og andre virksomheder. Herudover oplever Parkpark en del dårlige betalere. Dette er baggrunden for den nye betalingsmodel, forklarer Michael Buch Sandager.
»Vi vil gerne tilbyde den billigste parkering. I stedet for at trække betalingen for parkeringen ad hoc, har vi derfor valgt at bruge en forudbetalingsmodel – på samme måde som andre gør, når det gælder om at betale små beløb,« siger Michael Buch Sandager.
Direktøren afviser, at modellen skulle være ulovlig.
»Vores forretningsmodel har været gældende de seneste syv år. I den står der, at vi er berettiget til at ændre i betingelserne, når vi føler for det. Vi spurgte så Forbrugerombudsmanden, hvilke varsler der skulle være. Han sagde, at 30 dage var det normale. Vi sendte varsel ud 45 dage før. Løbende har vi i de sidste 45 dage sendt e-mail og SMS. Vi har også lavet et nyt website og en ny app. Kunderne kan i appen og på vores website selv vælge, hvilke beløb de vil have stående,« siger Michael Buch Sandager.
Han fremhæver, at oplysningerne om kundernes betalingskort er hos Parkpark og ikke i appen. Michael Buch Sandager forklarer på den baggrund, at Parkpark ikke kan vide, om der er brugere, som fortsat er opført som kunde, selv om de har slettet appen. Apple og Google tillader ikke, at Parkpark får at vide, hvem der har slettet appen, fremhæver Michael Buch Sandager.
Kunne være meget tydligere
Dennis Lange fra FDM mener, at en del af problemet er, at en e-mail fra Parkpark ikke har været særlig retvisende.
»Uanset hvad kunne Parkpark have gjort det meget mere tydeligt: De e-mail, man sender ud, ligner markedsføring og først et stykke nede i teksten står der, at man også lige skal huske, at Parkpark ændrer i vilkårene. De kunder, som er utilfredse, skal hurtigst muligt få skrevet til Parkpark og få opsagt aftalen og få pengene tilbage,« siger Dennis Lange.