Danskere tegner det nye olympiske hovedsæde

600 ansatte i IOC, den olympiske komite, skal samles i nyt kompleks, som ifølge de danske arkitekter viser "energien fra en atlet i bevægelse".

Opgaven omfatter ét samlet kompleks ved Genevesøen til 600 ansatte. Fold sammen
Læs mere

IOC - Den Internationale Olympiske Komité - har offentliggjort de første billeder eller animationer af sit kommende hovedsæde, som er tegnet af det danske arkitektfirma 3xN.

Tegnestuen - der før kaldte sig 3xNielsen efter stiftertrioen - vandt tidligere i år en etapeopdelt konkurrence med over 100 bud på opgaven, som omfatter ét samlet kompleks ved Genevesøen til 600 ansatte. De sidder i øjeblikket spredt på flere adresser i schweiziske Lausanne.

"I anerkendelse af De Olympiske Leges stærke symbolik og organisationens behov har vi designet det nye IOC-hovedsæde omkring tre centrale temaer: bevægelse, fleksibilitet og bæredygtighed. Med sin dynamiske, bølgende facade vil bygningen fremstå forskellig fra alle vinkler og har dermed et fysisk udtryk, der illustrerer energien fra en atlet i bevægelse," forklarer 3xN-partner Jan Ammundsen.

Bygningen skal opføres på en 24.000 kvadratmeter stor grund - det svarer til godt tre fodboldbaner med olympiske mål. Komplekset kommer til at ligge ved siden af det historiske Vidy-slot, som hidtil har huset IOC.

3XN er grundlagt i 1986 og er i dag en af Danmarks største arkitektvirksomheder med 90 ansatte og afdelinger på Holmen i København og i Stockholm. Blandt kendte hjemlige opgaver er Den Blå Planet, FN-byen på Marmormolen ved Nordhavn og den kommende Copenhagen Arena i Ørestad.