Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et spinkelt flertal i Riksdagen vedtog i juli, at Försvarets Radioanstalt (FRA) må være med på en lytter i al telekommunikation, der passerer Sveriges grænser. Og det gør en hel del af den danske Internet- og dermed datatrafik.
Svenskere nu fritaget
Regeringen valgte i sidste uge efter måneders kritik og debat at bløde loven op, således at risikoen for masseaflytning af svenskere f.eks. ikke længere er til stede, oplyste statsminister Fredrik Reinfeldt.
Kommunikationen mellem svenske statsborgere må ikke aflyttes, ligesom den direkte adgang for politiet og politiets efterretningstjeneste Säpo til det materiale, som samles ind gennem overvågningen, begrænses. Endelig må Försvarets Radioanstalt kun aflytte, når der er tale om ydre, militære trusler.
Og frem for alt skal der en tilladelse til aflytning fra domstolene, hvilket ikke var et krav i den oprindelige lov. Det gælder også, hvis regeringen og forsvaret - som begge har ret til - beder om aflytning.
Flere kritikere har sammenlignet den svenske overvågning med den, der foregår i diktaturlande.
Stop for kommunikation til Sverige
De danske teleselskaber lovede straks efter vedtagelsen af loven i sommer, at de vil gøre alt for at sikre, at tele- og datatrafikken ikke længere går via Sverige og dermed kan komme under den omstridte lov.
»Stramningerne tager hensyn til svenskernes retssikkerhed. Danskerne risikerer stadig i stor stil at blive aflyttet, selv om det ikke er helt i samme omfang, som da det oprindeligt blev besluttet,« sagde Mogens Ritsholm, telechef i TDC, forleden til Jyllands-Posten.
Både Telia i Danmark og »3« i Danmark har tidligere bekræftet over for Business.dk, at en del af danskernes brug af telefoni og Internet går via Sverige. Blandt andet går al »3«s datatrafik - brug af Internet og elektronisk post - via servere i Sverige, og hele det danske folketings elektroniske kommunikation risikerer f.eks. at blive kontrolleret af efterretningstjenesten i Sverige.
Justitsminister venter
Det danske justitsministerium er blevet klandret for ikke at have reageret i tide. Den nye justitsminister, Brian Mikkelsen, vil drøfte danske initiativer, når det svenske justitsministerium har givet svar på, hvad den nye lov præcis betyder.
Den svenske lov træder i kraft 1. januar men skal først være effektiv i efteråret 2009, hvilket giver teleselskaberne lidt tid til at finde ud af, hvad de skal gøre.
Dansk overvågning siden september
I Danmark er al brug af fastnet- og mobiltelefoni samt af Internet og elektronisk post siden 15. september 2007 blevet registreret og skal kunne udleveres - mod at kunne fremvise en dommerkendelse - til Politiets Efterretningstjeneste inden for en time.
Loven er imidlertid fuld af huller, da f.eks. bibliotekers netopkoblinger er undtaget, ligesom boligforeninger med under 100 boliger heller ikke skal logge datatrafikken. Ingen teleselskaber vil fortælle, om PET overhovedet har bedt om indsigt med henvisning til terrorlogningsbekendtgørelsen.