Dansker indtager toppen i Eniro

Stefan Kercza er konstitueret som koncernchef for søge og kortkoncernen Eniro, der står bag krak.dk. Han kommer til at stå i spidsen for et turbulent selskab.

Stefan Kercza, administrerende direktør for Eniro i Danmark, er fra mandag morgen konstitueret koncernchef. Arkivfoto: Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Den 50-årige dansker, Stefan Kercza, blev mandag morgen udpeget som konstitueret koncernchef i søge- og kortkoncernen Eniro, som samtidig satte den hidtidige svenske koncernchef på porten.

Stefan Kercza har siden 2011 været administrerende direktør for Eniro i Danmark og de 350 ansatte her og blev i april i år udpeget til også at stå for Eniro Global, som sælger Eniros koncept til hele verden.

Den hidtidige koncernchef, Johan Lindgren, forsvinder efter fire år på posten. Han er ifølge Dagens Industri købt ud for 14 millioner svenske kroner.

Turbulens med mange opsigelser i ledelsen

Eniro har været igennem en turbulent periode. I juli kom kvartalsregnskabet, som lå langt under forventningerne til det børsnoterede selskab. Her blev Eniros chef i Sverige, Magdalena Bonde, fyret. Siden har finansdirektør Mattias Lundqvist sagt op efter sin sygeorlov, og senest har også Cecilia Lannebo, som er direktør for Eniros investorafdeling, sagt jobbet op.

Stefan Kercza har tidligere arbejdet for den norske telegigant Telenor i Danmark, hvor han i 2009 forlod posten som erhvervsdirektør for at rejse til Indien og medvirke til at bygge Telenors nye forretning op dér.

Eniro producerede tidligere blandt andet telefonbøger, men i dag ligger 90 procent af omsætningen på de digitale platforme. Krak.dk er ifølge Danske Medier Danmarks mest besøgte netadresse.

Berlingske bringer tirsdag et portræt af Stefan Kercza.