Dansker bliver nordisk topchef for datagigant

Peter Perregaard overtager ansvaret for EMCs nordiske og baltiske forretning.

Peter Perregaard er udnævnt til nordisk og baltisk direktør for EMC men fortsætter lidt endnu i Danmark. Foto: EMC
Læs mere
Fold sammen

Datagiganten EMC har forfremmet danskeren Peter Perregaard til direktør for Norden og de baltiske lande.

Den 53-årige Peter Perregaard har siden februar 2013 været administrerende direktør for den danske afdeling af EMC, der blandt andet lever af at sælge datalagerplads. Han afløser som nordisk og baltisk direktør Robert Ekström, der forlader EMC efter 5½ år, men fortsætter som dansk direktør, inden EMC har fundet hans afløser.

Peter Perregaard startede sin nu 28 år lange karriere i IT-verdenen i 1987 som salgschef for PC-forretningen hos IBM i Danmark. I 1992 blev han udstationeret hos IBM i Paris og vendte året efter hjem som direktør for IBMs nordiske softwareforretning. To år senere, i 1995, gik turen igen til Paris, denne gang som europæisk direktør for IBMs softwaresalg.

Oracle Danmark ansatte i 1996 Peter Perregaard som direktør, og han blev siden administrerende direktør for det amerikanske selskab, som i 2003 gjorde ham til direktør for teknologiforretningen i Europa, Mellemøsten og Afrika.

I januar 2005 blev han viceadministrerende direktør for den danske softwarevirksomhed cBrain, inden han i august 2007 blev administrerende direktør for softwareselskabet Software Innovation, som bl.a. leverer dokumenthåndteringssystemer til det offentlige. I august 2011 stiftede han sit eget selskab, Perregaard Consulting, og siden februar 2013 har han så været administrerende direktør for EMC Danmark.