Danskejet skib får millionbøde i USA

Det delvist danskejede skib »Susan K« får forbud mod at sejle i amerikansk farvand i fem år for at have udledt olieholdigt vand i havet og løjet om det.

Det kommer til at koste en bøde på knap syv millioner kroner og et forbud mod at sejle ind i amerikansk farvand i de næste fem år, at skibet »Susan K« en række gange har tømt såkaldt olieslop i havet.

Samtidig skal det delvist danskejede fragtskib have løjet for de amerikanske myndigheder om sagen. Det skriver maritimedanmark.dk, som angiver San Francisco Chronicle som kilde. Det femårige forbud gælder samtlige skibe, der tilhører »Susan Ks« tyske hovedejer, Nimmrich & Prahm.

De ulovlige udledninger af det olieholdige vand skal være sket i perioden august 2011 til 4. marts i år.

Dermed er udledningerne tilsyneladende sket lige efter, at »Susan K« i juni 2011 blev frigivet af somaliske pirater, der havde holdt skibet og dets mandskab som gidsel siden april sidste år.

En løsesum på godt 23 millioner kroner blev angiveligt betalt til piraterne, som havde kapret skibet mens det befandt sig ud for Omans kyst. I forbindelse med kapringen kom det frem, at skibet var drevet af rederiet A.C. Ørssleff i Holte, og at det danske rederi havde en ejerandel i skibet, skriver maritimedenmark. Skibet sejler under flag fra Antigua og Barbuda.