Danskejet fabrik i Egypten tredobler sin omsætning

For den danske fiskefoder-producent Aller Aqua er det lykkedes at få succes i Egypten trods store politiske og økonomiske kriser i de senere år.

Danske Aller Aquas fabrik i Egypten omsætter årligt fiskefoder for et trecifret millionbeløb. Foto: Aller Aqua Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fiskefoderproducenten Aller Aqua er en af de virksomheder, der har haft succes med ikke bare at eksportere, men også investere i de såkaldte MENA-lande. Virksomheden indledte i 2009 et samarbejde med den egyptiske fiskefoderfabrik Zoocontrol og købte sig i 2011 ind i firmaet, der i dag hedder Aller Aqua Egypt, sammen med Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU), så de to parter i dag ejer majoriteten af selskabet.

Siden 2011 er det kun gået fremad. Omsætningen er tredoblet til et trecifret millionbeløb, og i dag er virksomheden førende på fint, såkaldt ekstruderet fiskefoder i Egypten. Landet med over 86 millioner indbyggere kan i modsætning til i politik enes om glæden ved fisk, og da 90 procent af Egyptens fiskeproducenter bruger dårligere og mindre miljøvenligt fiskefoder end Aller Aquas ekstruderede variant, ser selskabet et stort potentiale for ekspansion. Af den grund udvider Aller Aqua nu sin fabrik med ambitionen om at tredoble omsætningen endnu engang.

Med den politiske turbulens i Egypten har det hele har naturligvis ikke været 1001 nats erhvervseventyr for selskabet, der har oplevet mange problemer. »Men vi tror på, at det, vi har gang i dernede, er et holdbart projekt. Vi tror på, at det giver en positiv effekt at være first mover i et land,« siger Henrik Halken, bestyrelsesformand i Aller Aqua Egypt.

»Vi laver foder til fisk. Fisk er fødevarer, og folk skal have noget at spise i morgen, uanset om de demonstrerer i dag,« siger han.