Danske virksomheder gode til at klare sig i ustabilt Thailand

Mange danskere driver forretning i Thailand, selvom landet i øjeblikket er præget af politiske spændinger.

Arkivfoto. Mange danskere driver forretning i Thailand, selvom landet ofte har været præget af politiske spændinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: DYLAN MARTINEZ

Meget er uafklaret i Thailand i øjeblikket. Landet er i øjeblikket ledet af militæret, men danske forretningsfolk er gode til at håndtere de udfordrende forhold, mener den danske ambassade i Bangkok. Men det er vigtigt, at landet forsætter sin vej mod mere demokrati, lyder det.

»Thailand befinder sig med militærstyret i en politisk overgangssituation. Vi håber selvfølgelig, at regeringen lykkes med at gennemføre sin køreplan for demokrati. Fra EUs og Danmarks side lægges der vægt på, at der bliver tale om en åben og inklusiv politisk proces. Lige nu er forventningen, at der vil blive holdt parlamentsvalg i 2018,« siger Peter Sand, afdelingsleder og daglig leder af handelsafdelingen på den Danske Ambassade i Bangkok.

I øjeblikket er situationen i Thailand forholdsvis rolig, efter at landets militær i 2014 indførte undtagelsestilstand. Det skete efter en periode, hvor de såkaldte rød- og gultrøjer demonstrerede for forandringer.

»Danske virksomheder forholder sig selvfølgelig til de nævnte udfordringer, og mange er på glimrende vis i stand til at navigere i det thailandske miljø. Desuden viser historien, at Thailand adskillige gange har demonstreret evne og vilje til at håndtere store politiske udfordringer,« siger Peter Sand.

Sidste år døde den mangeårige konge Bhumibol. Nu venter Thailand på, at kronprins Maha Vajiralongkorn bliver kronet og udnævnt til Thailands næste konge. Det er dog uklart, hvornår det sker, og hvordan han står i spillet mellem de to dominerende politiske partier og i forhold til militærstyret.

Indtil videre vedtog en folkeafstemning sidste år, at generalerne suverænt bestemmer, hvornår det næste valg skal holdes. De fleste forventer, at det sker på et tidspunkt i 2018 - en begivenhed, som igen kan skabe uro.

Blandt de mest aktive danske virksomheder er smykkevirksomheden Pandora med 12.500 ansatte og hele selskabets produktion i landet. Også skovirksomheden Ecco har betydelige aktiviteter i Thailand.

»Thailand er en slags hub i regionen, hvorfra man har mulighed for at handle med mange andre asiatiske lande uden nævneværdige handelsbarrierer, hvilket skyldes, at Thailand er en del af AEC (Asean Economic Community, red.). Dette er noget, som er forbundet med økonomiske fordele for danske virksomheder,« forklarer Peter Sand.

Thailand er et af de lande i verden, hvor korruption er mest udbredt.

»Thailand har haft en stabil og pæn vækst i mange år, men landet er udfordret af korruption. Der er dog gjort pæne fremskridt med bekæmpelsen af det, man kunne kalde borger- og virksomhedsrelateret korruption,« siger Peter Sand.

Den politiske uro har ikke på påvirket produktionen på f.eks. Pandoras fabrikker i landet. Men selskabet har holdt vejet nogle gange.  I 2008 måtte begge lufthavne i Bangkok lukke i en periode, fordi der var voldsomme politiske ­optøjer i byen. I 2010 brød der borgerkrigs­lignende gadekampe ud kun 25-30 kilometer fra Pandoras fabrik, og der blev udstedt ­udgangsforbud.

Pandoras topchef Anders Colding Friis sagde tidligere på ugen til Berlingske, at selskabet er opmærksom på situation, men at selskabet er tryg ved at have sin samlede produktion i ét land.