Danske TV-kanaler klar med HD-signaler

De to første dage af det nye år byder på to nye, danske HD-kanaler. Kanal 5 og TV 2 Sport bliver de første. Viasat er snart klar med flere, og YouSee forventer at sende syv-otte kanaler i HD-kvalitet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En forsinket julegave er på vej til de danskere, der har investeret i et fjernsyn, der er parat til at modtage TV-signaler i HD-kvalitet. Kanal 5 og TV 2 Sport begynder at sende i den synligt bedre kvalitet de første dage i det nye år.

Kanal 5 i HD-kvalitet gik i luften, da 2007 blev skiftet ud med 2008, mens TV 2 Sport tænder for signalet til kanalen TV 2 Sport HD i morgen. Kanal 5 i HD-kvalitet bliver en parallelkanal, der vil sende samme indhold som Kanal 5 uden HD-kvalitet.

»Vi oplever en stor interesse hos seere og distributører for at skabe HD-kanaler, hvor TV-oplevelsen bliver endnu større. Vi har presset på for at få kanalen i luften så hurtigt som muligt og glæder os over at være den første, som sætter ord bag handlingen om at levere en dansk HD-kanal til seerne,« siger Henrik Ravn, adm. direktør hos SBS TV, der ejer Kanal 5.

Gennembrud i 2008
TV 2 Sports nye HD-kanal vil sende cirka 3.000 timers sport om året, heraf mindst 600 timers live-transmissioner. Nogle programmer sendes eksklusivt på TV 2 Sport HD, men størstedelen kan også ses på TV 2 Sport i standardkvalitet. Samtlige programmer på TV 2 Sport HD er produceret i ægte HD-format. Indholdet omfatter fodbold fra SAS Ligaen, UEFA Champions League, den tyske Bundesliga, den engelske FA Cup, amerikansk fodbold fra NFL, motorsport samt golf fra US PGA Tour.

»Vi er overbevist om, at 2008 bliver det store gennembrud for HDTV i Danmark. Tusinder af danskere har allerede anskaffet sig kompatible fladskærme, men indholdet har været svært at få øje på. Hidtil har seerne kun haft ganske få kanaler at vælge imellem, men det kommer snart til at ændre sig,« siger Claus Bretton-Meyer, administrerende direktør for TV 2 Sport.

Hos Viasat fortæller adm. direktør Kim Poder, at TV-selskabet forventer at være klar med HD-signaler til flere af selskabets kanaler i begyndelsen af 2008.

Otte HD-kanaler
Hos Danmarks største distributør af TV-signaler, YouSee, glæder adm. direktør, Niels Breining, sig også over, at de danske TV-kanaler nu hopper med på HD-bølgen.

»Vi har gjort meget for at motivere kanalerne til at sende i HD-kvalitet, så jeg synes naturligvis, at det er meget positivt, at Kanal 5 og TV 2 Sport nu tilbyder den bedre billedkvalitet,« siger han.

»Vi har længe haft et ønske om at få mere danskproduceret HDTV, og derfor er det fra vores synspunkt godt, at Kanal 5 og TV 2 Sport har taget udfordringen op,« siger Niels Breining, der ikke forventer, at Kanal 5 og TV 2 Sport HD bliver de sidste HD-kanaler i YouSees kabelnet i 2008.

»Når vi kommer til slutningen af 2008, forventer jeg, at der vil være omkring syv-otte kanaler i HD-kvalitet på vores sendenet.,« siger han.