Danske skabelonkonger henter nye 172 millioner kroner i ekstrakapital

IT-virksomheden Templafy laver skabeloner til virksomheder og har nu snart rejst en halv milliard kroner i investeringer, der skal bringe selskabet endnu videre ud i verden.

Jesper Theill Eriksen, medstifter og administrerende direktør for Templafy, sammen med IT-investor Preben Damgard og medstifter af Templafy, Christian Lund. Thomas Lekfeldt

Den danske IT-virksomhed Templafy, der lever af at lave skabeloner til virksomheder verden over, har netop sikret sig ekstra 172 millioner kroner til at vokse for.

Der er tale om en investering på 25 millioner dollar fra kapitalfonden Insight Partners, og dermed har Templafy i alt rejst over 482 millioner kroner. De nye penge er hjulpet på vej af investeringsselskaberne Dawn Capital, Seed Capital og Damgaard Company, som tidligere har investeret i det danske selskab, der er stiftet i 2014 og har hovedsæde i København.