Danske rederier vil have flere piratvagter

Skibsrederne er på vej med et ønske til justitsminister Morten Bødskov (S): Gør det nemmere at bevæbne skibe.

Foto: MOHAMED DAHIR
Det skal være nemmere at bevæbne danske handelsskibe end det er i dag. Men det kræver en lovændring.

Derfor er skibsrederne i Danmarks Rederiforening på vej med et ønske til justitsminister Morten Bødskov (S).

- Vi ønsker, at det skal være langt mindre bureaukratisk at få lov til at sætte bevæbnede vagter på handelsskibene end det er i dag.

- Men det kræver en lovændring og det håber vi, at den nye regering vil se velvilligt på, siger vicedirektør i rederiforeningen Jan Fritz Hansen.

I dag skal hver enkelt vagt godkendes personligt til hver enkelt sejlads på skibe, der sejler under dansk flag. Det er langt nemmere for skibe under eksempelvis norsk eller Singapore-flag at bevæbne sig

- Der er ingen tvivl om, at flere skibe under dansk flag vil bevæbnes, når de sejler gennem de piratfyldte farvande, og derfor vil det være nemmere for rederierne med en langt mindre bureaukratisk ordning, end den vi har i dag, siger han.

Bevæbnede vagter på handelsskibene, de mange milliarder rederierne bruger for at sikre sig mod piratangreb samt de mange milliarder, som landene bruger på at holde krigsskibe sejlende i området under Nato og EU Navfor, er dog kun symptombehandling.

- Vi er langt fra en egentlig løsning af selve piratproblemet. Der skal sættes ind i Somalia med blandt andet fiskeordninger, så somalierne har andet og mere at leve af end pirateri, kystbevogtning og opbygning af kapacitet og strukturer i landet, siger han.

I næste uge har EU-Parlamentet en høring om, hvad der kan gøres for at komme pirateriet til livs.

- FN gør ikke rigtigt noget, så nu må vi se, hvad Europa kan diske op med for at komme pirateriet til livs. Det ville være rart om mange andre lande vil bakke op om den danske piratstrategi, siger Jan Fritz Hansen.

Fritz Hansen er formand for den første pirat task force, som de europæiske skibsredere har nedsat.

Over 100 skibsredere fra hele Europa vil deltage i høringen i næste uge og efterfølgende har den europæiske skibsredersammenslutning møder med repræsentanter for EU-Kommissionen.