Danske mælkebønder forbereder eksporteventyr

Danske mælkeproducenter forventer et boom i eksporten, når EUs mælkekvoter bortfalder om et år, oplyser Mejeriforeningen og Arla.

Malkekvæg bliver sat på græs efter vinteren og de er helt kåde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske mælkebønder forbereder sig på et sandt eksporteventyr, der ventes at komme om et år, når EUs mælkekvoter bortfalder. Det skriver Politiken.

»Vi er ved at sætte i gear til, at kvoterne forsvinder,« siger formand for Mejeriforeningen Steen Nørgaard Madsen til avisen.

Knap 2.000 mælkeproducenter overskred sidste år kvoterne med sammenlagt 101,5 millioner kilo mælk. De må derfor senere på foråret betale en bøde på 211 millioner kroner til EU. Og chefkonsulent ved Videncentret for Landbrug Susanne Clausen vurderer ifølge Politiken, at det sidste kvoteår kan ende med en afgift på 300 til 400 millioner kroner.

Kinas import af mejerivarer er fordoblet på et år, og det kinesiske importboom har drevet den danske mælkepris op. EU skønner, at den danske mælkeproduktion vil stige med 12,5 procent de kommende år. Det er dog lavt sat, hvis mælkeprisen holder sig oppe, mener Steen Nørgaard Madsen fra Mejeriforeningen.

Nordeuropas største mejeri, Arla, regner med at skulle behandle én milliard kilo mælk mere om året, når kvotesystemet slutter.

»Vi har udvidet eller er ved at udvide vores anlæg, og vi forventer at kunne øge vores eksport markant,« siger koncerndirektør med ansvar for Arlas globale produktion Jais Valeur til avisen.

I erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har man en ny strategi om, at dansk landbrug skal producere 20 procent mere mælk og 20 procent mere kød, hvilket skal øge eksportindtægterne med fire milliarder kroner og sikre 5.500 arbejdspladser i de danske udkantsregioner.