Danske Logstor henter storordre i Kina

Den danske Logstor-koncern skal forny fjernvarmenet i Kinas tiendestørste by i milliardaftale.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske Logstor-koncern med hovedkontor i Løgstør har fået en stor aftale om at forny et fjernvarmenet i den kinesiske storby Harbin. Aftalen har over fem år en værdi på tre milliarder kroner.

- Det er en særdeles spændende mulighed for Logstor, da vi med åbning af det kinesiske fjernvarme- og fjernkølemarked udvider vores markedsområde meget betydeligt, siger Preben Tolstrup, administrerende direktør i Logstor.

Virksomheden skal i forbindelse med aftalen installere mere end 2000 kilometer præisolerede rør. En supermoderne fabrik skal opføres i den kinesiske by og give beskæftigelse til mere end 200 ansatte.



Harbin har 10 millioner indbyggere og er Kinas tiendestørste by. Byen arbejder aktivt på at kunne kalde sig Kinas førende hvad angår miljøvenlig opvarmning med bedre energieffektivitet, oplyser Logstor.

Ved at anvende Logstors teknologi venter man i den kinesiske by at kunne forbedre energieffektiviteten i fjernvarmenettet med mindst 30 procent og nedbringe udledningen af kuldioxid tilsvarende.

- Harbin-kontrakten vil blive startskuddet for os på det kinesiske marked, siger Preben Tolstrup.