Danske ladestationer bliver sat op på norske tanke

Danske Clever har indgået en aftale med den norske tankstationskæde YX om at sætte ladestationer til elbiler op. Samarbejdet i Europas førende elbilsnation er en del af Clever og E.Ons satsning på infrastrukturen for eldrevne biler.

Snart kan man sætte elbilsstikket i danske ladetationer på norske YX-tanke. Fold sammen
Læs mere

Den danske virksomhed Clever skal sætte tvve ladestationer til elbiler op på norske YX-tanke. Det sker som led i en større satsning på infrastrukturen for elbiler, som Clever og energi-giganten E.On sammen har søsat.

»Vi kigger selvfølgelig på markeder, og det er en no-brainer, når man kigger på Norge, at det er det mest interessante marked, der findes for elbiler,« siger Casper Kirketerp-Møller, direktør for Clever.

Den første ladestation bliver sat op i 2018.

Norge er Europas førende elbilnation med 100.000 elektriske biler på vejene. Til sammenligning er der lidt under 9.000 elbiler i Danmark. En del af forklaringen på forskellen i antallet af de eldrevne biler er, at der herhjemme i 2015 blev vedtaget gradvist stigende afgifter på elbiler. De næste fem år skal prisen således stige med 20 procent. Salget af elbiler er dalet, og i år er der ikke solgt en eneste Tesla i Danmark.

Skatteminister maner til besindelse

Det lave salg af elbiler har fået flere politiske parter, blandt andet de Radikale og Socialdemokratiet, til at efterlyse politisk handling og en eventuel lettelse af afgifterne. Martin Lidegaard (R) har blandt andet udtalt, at han er »målløs over, så ligeglad denne regering er med elbiler.«

Skatteministeren maner dog til besindelse.

»Jeg anerkender, der er ikke er solgt ret mange elbiler i år, men det skyldes jo bl.a., at der hele tiden er politikere, der taler om at lette afgiften. Så ville jeg nok også lige vente med at sætte underskrift på en købsaftale. Vi vil gerne kigge på, om der kan findes en løsning. Men regeringen har ikke stort millionbeløb, som vi vil bruge på at give tilskud til dyre elbiler. Hvis vi fortsatte det høje tilskud, ville det betyde en gave på op mod en million kroner til folk, der i forvejen har penge nok til at købe en dyr elbil,« skriver skatteminister Karsten Lauritzen i en mail via skatteministeriets pressetjeneste.

For Clever er det attraktivt at komme ind på det norske marked, der - på trods af masser af biler - ikke har en samlende distributør af ladeløsninger.

Intet konkret om økonomien

»Når man sammenligner med Danmark og Sverige, er der på ingen måde noget tilsvarende i Norge, hvilket er en lille smule paradoksalt,« siger Casper Kirketerp-Møller.

YX-tankene har i dag 210 forretninger og en del af Reitangruppen. I 2019 er planen, at Reitangruppen skal overtage 87 Shell/7-eleven-stationer i Norge.

Det er usikkert, hvor mange penge der skal bruges på projektet i Norge.

»Det koster selvfølgelig noget at stille hurtigladesystemerne op. Men det er stadig for tidligt at blive helt konkrete på økonomien,« siger Casper Kirketerp-Møller.

YX-servicestationerne er en del af Uno X-gruppen, der også har tankstationer i Danmark. En udvidelse på den front er lige pt. ikke på tegnebrættet, men heller ikke utænkelig.

»I første omgang indleder vi samarbejdet i Norge – vi har allerede mere end 500 sites i Skandinavien, så der er en fornuftig position i Danmark og Sverige. Så p.t. er aftalen at sætte ladestationer op på YX i Norge, og hvad fremtiden ellers bringer, må vi jo se,« siger Casper Kirketerp-Møller.