Danske Kroer og Hoteller i priskartel

Danske Kroer og Hoteller har i årevis haft et ulovligt priskartel, fastslår Retten i Horsens. Det er ulovligt at aftale mindstepriser for et værelse.

Danske Kroer og Hoteller er blevet idømt en klækkelig bøde for at have haft priskarteller i årevis. Retten i Horsens kendte torsdag foreningen skyldig i at have overtrådt Konkurrenceloven og udskrev en bøde på 400.000 kroner.

Også direktør Jørgen Arvad Christensen og bestyrelsesformand Lau Hilding Hvid i foreningen blev kendt skyldige og idømt en bøde på hver 10.000 kroner.

Det var 89 danske kroer og hoteller, der gennem flere år indbydes havde aftalt mindstepriser. Men det hæmmer den frie konkurrence, mener Retten i Horsens.

Det var Konkurrencerådet, der i 2005 vurderede, at prissamarbejdet var ulovligt. Rådet overlod sagen til Bagmandspolitiet.

Det var blandt andet de såkaldte krochecks, som branchefællesskabet tilbød, der stred mod konkurrenceloven. Gæsterne blev tilbudt et dobbeltværelse for to i to nætter til en enhedspris for 999 kroner hos medlemsvirksomhederne.

/ritzau/